
Ved DM i tennis for veteraner, der traditionen tro blev afviklet i Rundforbihallen i Nærum, blev Katja Vogt fra Taarbæk Tennis Klub dobbelt dansk mester i 60+ med guld i damesingle og i damedouble med klubkammeraten Helle Sehested.
Lyngby Tennis Klub sikrede sig fire guldmedaljer. Til Kasper Rud i herresingle 75+, til Henrik Løchte i herresingle 70+, til Henrik Løchte og hans HIK-makker Jens Hertz i herredouble 70+ og til Lars Gylstorff og Gitte Friberg i mixdouble 60+, selv om Lyngby-parret kun var 4. seedet.
Lyngby havde flere spillere med i finalerne. Gitte Friberg fik sølv i damesingle 60+, Carsten Lange fik sølv i herredouble 70+ sammen med Peter Holst, Helsingør, og sølv i mixdouble 65+ med Birgit Carlsen fra Øresund Tennisklub, Mona Slothuus fik sølv i mixdouble 60+ med Henrik Brabrand fra KB, og endelig var der sølv i herredouble 80+ til Victor Reyes, Lyngby, og Bjørn Bech, HIK, og til Melita Jørgensen, Lyngby, og Mogens Drehn, Hørsholm-Rungsted, i mixdouble 75+.
Virum-Sorgenfri Tennis Klub hentede to medaljer. Per Tuft blev dansk mester i herredouble 75+ sammen med Frans Nørby fra Hjørring, og Ditte Vestergaard og Mette Rytsel erobrede sølv i damedouble 45+.