Ind med livet – bilfri Lyngby Hovedgade nu

Debat: Ud med bilerne

Alexander Halberg Binnerup,

Åbrinken 31, 2830 Virum

Lyngby Centrum med Lyngby Hovedgade som bindeled er et stort oplevelsesmekka med både shopping og spisesteder – og heldigvis for det. Det skaber liv til bymidten. Men desværre er Hovedgaden også præget af et stort bilkaos med mange biler, der cirkulerer rundt for at finde en parkeringsplads.

Man fristes næsten til at sige, at Lyngby Hovedgade i perioder skaber mest liv for bilerne. Og det er synd, når flere og flere tager på cafe-/restaurantbesøg eller på anden måde søger kvalitetstid med familie og venner gennem oplevelser og underholdning.

En trend, der postcorona kun er blevet forstærket.

Det er vel også de færreste, der ikke finder det hyggeligt at sidde på et cafébord udenfor med sine nærmeste og få noget lækkert at spise. Men her stopper idyllen også, for hvis man skulle sidde en sommerdag på en cafe på Lyngby Hovedgade, ville man også samtidigt skulle lægge øre og lunger til henholdsvis larm fra bilkaosset samt luftforurening fra udstødningsrørene.

SFU Lyngby drømmer om, at Lyngbys bymidte bliver et attraktivt centrum for menneskene og ikke bilerne.

Vi går ind for en helhedsplan for bymidten, men indtil dette er besluttet og pengene fundet, foreslår vi, at Lyngby Hovedgade gøres bilfri i hvert fald i sommermånederne.

Dette vil give bedre muligheder for, at besøgende kan få flere oplevelser i byen herunder udeservering fra cafeer og restauranter, shoppingmuligheder samt skabe plads til forskellige aktiviteter.