Tekst & foto: Keld Tannenberg
KGS. LYNGBY | I et stille villakvarter lidt syd for Lyngby centrum, godt klemt inde mellem Blomstervænget, Asavænget og skovarealerne omkring Mariebjerg Kirkegård, har der siden 1936 ligget et helt unikt område, hvor film på det nærmeste er produceret på samlebånd. Den første spillefilm så dagens lys i biografernes mørke i 1937, da den folkekære skuespiller Osvald Helmuth havde hovedrollen i filmen "En fuldendt gentleman".
I 1930"erne havde Morten Korch forgæves forsøgt at afsætte sine populære landboskildringer til Nordisk Film, dog uden held, men ASA film slog til, og i 1950 blev filmatiseringen af "De røde heste" en bragende succes, og Morten Korchs romaner blev herefter en sand guldgrube for ASA.
I 1953 blev den første film i rækken af "Far til fire" sendt på markedet, og endnu engang stod folk i lange køer uden for biograferne. Siden begyndte ASA at producere film af mere eksperimenterende karakter, og i 1972 begyndte selskabets økonomi at vakle.
Den daværende kulturminister Niels Mathiasen greb ind, og Kulturministeriet besluttede at købe studierne og udleje lokaliteterne, og økonomien kom op at stå indtil 1997, hvorefter Folketingets Finansudvalg den 21. april 2004 besluttede, at filmstudierne skulle udbydes til salg med den klausul, at kun virksomheder med aktiviteter inden for filmproduktion kunne komme i betragtning som købere.
Selskabet Angel Studio A/S blev godkendt som købere, og i dag ses en lang række filmselskaber på området, bl.a. Filmskolen for kort- og dokumentarfilm og "Carlsen & Company" med instruktøren Jon Bang Carlsen som frontfigur og talsmand.
Jon Bang Carlsen blev født i 1950 på Strandvejen i Vedbæk og kom fra et hjem, hvor begge forældre var kunstnere. "Jeg har altid elsket Vedbæk og holder meget af at tilbringe en stille stund i Vedbæk Havn. Rent scenografisk har området ikke forandret sig meget gennem de sidste 50 år, men ud fra en menneskelig betragtning har jeg svært ved at genkende nogen personer fra min barndom, og desværre er forbindelserne gået tabt. Minderne går primært på de glade dage, vi tilbragte sammen på stranden, i skoven eller på fodboldbanen.
"Jeg boede i et hus, som var ejet af benzinselskabet BP, men en dag blev vi sagt op, da BP havde andre planer med bygningen. Mine forældres ægteskab havde længe hængt i en tynd tråd, og de så nærmest fraflytningen som et "alibi" for at blive skilt."
Familien blev kastet rundt i landet, og jeg landede i Aarhus, hvor jeg fik min studentereksamen fra Aarhus Katedralskole. Jeg så mig selv som en følsom ung mand, som skrev digte, og jeg troede, at jeg skulle være maler som min mor. Min kæreste på det tidspunkt var Ida Klemann, som senere blev en kendt sangerinde, bl.a. som frontfigur i bandet Bifrost. Hun gik i 2.g, men droppede ud, og sammen flakkede vi rundt i verden et års tid for at samle nye indtryk.
Da vi kom tilbage til Danmark, var vi i 1971 med til at skrive danmarkshistorie, da vi sammen med mange andre besatte de nedlagte kaserner på Christianshavn. I de følgende fem år boede vi på Christiania, mens jeg tog min instruktøruddannelse på Den Danske Filmskole, og det var også her vores søn Espen, blev født.
Ida og jeg kom med i Christianias gadeteatergruppe Solvognen, hvor vi blev landskendt for vores mange provokerende happenings. Formålet med Solvognen var at nyfortolke vores egen virkelighed, og tingene fungerede bedst, set med vores øjne, der hvor publikum levede deres hverdagsliv. Man kan sige, at vi smed et fremmedelement ind i virkeligheden, som virkeligheden måtte reagere på. På den måde skaber man en alternativ teaterscene. Vi kunne finde på at klæde os ud som julemænd og uddele gratis gaver i Magasin, hvor vi blev arresteret af politiet, men de kunne ikke bure os inde, for vi havde selv medbragt julegaverne, hvilket aldrig er kommet frem i medierne."
Jon fortsætter sin talestrøm: "Vi blev også landskendt for vores provokationer i Rebild Bakker, som ikke var rettet mod selve de dansk-amerikanske Rebild-arrangementer, men mod autoriteternes behandling af minoritetsgrupper.
Jeg var fotograf på en happening, hvor omkring 50 aktivister pludselig dukkede op til hest over horisonten midt under en af de forudsigelige taler. Aktørerne var udklædt som indianere for at gøre opmærksom på indianernes situation "over there".
Pressen og politiet var naturligvis til stede, og atter blev vi anholdt. Skuespilleren Marlon Brando lavede i sin tid samme stunt, da han blev nomineret til en Oscar for sin præstation i filmen "Godfather". Han nægtede at modtage den eftertragtede statuette, og i stedet sendte han en indianerkvinde op på scenen for at gøre opmærksom på Hollywoods nedgørelse af Amerikas originalbefolkning. Indianerne blev som regel brugt som "kanonføde" i utallige cowboyfilm, og når helten John Wayne affyrede blot et enkelt skud med sin gun, var der altid mindst sytten indianere, som røg af deres heste."
