Fodboldens fremtid skal til debat

Taarbæk-drengen Nikolaj Thomassen har sammen med kommentatorparret Werge og Frimann rejst Europa rundt i jagten på opskriften på, hvordan dansk fodbold kan løfte sig. Mød forfatteren, som synes, at dansk fodbold er for kedeligt til at bruge en søndag på

Foto: Theis Otzen

De fleste danske drenge og mænd har prøvet det på et eller andet tidspunkt. At sidde bag fladskærmen og rakke ned på landstræneren eller træneren for favoritholdet i Superligaen og ikke et sekund være i tvivl om, at man sagtens kunne have sat den startopstilling langt bedre end den højtlønnede herre i jakkesæt på sidelinjen. For er der et emne, som bliver diskuteret til hudløshed blandt rigtig mange danske mænd, så er det fodbold. Men nu skal fodbolden ikke bare diskuteres af ligusterlandstrænerne rundt om i de danske stuer. I stedet skal hele fodboldens fremtid til debat.