Solskinssøndagen, hvor Lyngby vandt 1-0 over Brøndby, var både en god og en dårlig dag for de passionerede fodboldfans Bo Lauritsen og Karina Bengtsen. Sammen med Karinas far og et hold venner begav de sig fra parrets lejlighed i Lyngby til Lyngby Stadion. For her skulle de som så mange andre være med til at heppe på Lyngby.
”Men et skilt stod i vejen, og jeg faldt og slog mig så meget, at jeg ikke kunne støtte på benene,” siger 44-årige Bo, der hurtigt blev kørt til Herlev Hospital, hvor en røntgenfotografering afslørede, at hans ene knæskal var flækket. Og det betød otte uger med skinne på benet.
Rigtig ærgerligt for alle i en lignende situation. Men ekstra ærgerlig for Bo og Karina. Parret er udviklingshæmmede, og et af deres mange jobs er at uddele Det Grønne Område. Hele 800 aviser deler de ud hver onsdag og torsdag. Og en af grundene til de mange ruter er, at de sparrer sammen til deres bryllup, som de havde et ønske om, at afholde denne sommer.
”Men nu er det blevet udsat. Vi får ikke løn, når vi ikke arbejder, og så kan vi ikke spare de penge sammen, som vi skal bruge på brylluppet. Bo skal jo have et flot jakkesæt, og vi drømmer om at køre i hestevogn på Bakken og invitere til fest på Ølgod. Vi har en stor familie og nogle venner, som vi gerne vil have med,” siger Karina.
Og fordi parret drømmer om et bryllup, når bøgen er sprunget ud, må de vente endnu et år, før en de sammen kan skride op ad Lyngby Kirkes gulv, og at præsten kan erklære dem for rette ægtefolk at være.
Ingen lån
Mange tager lån, når de skal giftes. Men ikke Bo og Karina.
”Vi vil ikke låne penge. Det har jeg prøvet. Jeg hæftede 9.000 kroner for nogle højttalere, som jeg købte sammen med min tidligere kæreste, og hun ville overhovedet ikke være med til at dele,” siger Bo og ryster på hovedet af ex-kærestens opførsel.
”Vi mangler også, at Bodil tager sig sammen. Det er hende, der skal spare vores penge sammen,” supplerer han. Bodil er værge og sagsbehandler i Kalundborg, hvor Bo boede, indtil han mødte den ti år ældre Karina i 2017 via Knus. En datingside for udviklingshæmmede.
De 800 aviser og de mange reklamer er for mange til, at Karina kan klare dem alene. Vognen er alt for tung for hende at manøvrere rundt med, og hun fortæller, at hun har svært ved at læse skiltene, hvor der står, om folk skal have avis eller ej. Og derfor er arbejdet sat på standby de næste to måneder. Det betyder, at de 2.500 kroner, der hver måned går ind på kontoen for uddeling af aviserne, udebliver.
Men når Bos knæ igen er i orden, så skal de atter ud at trille med vognen med aviser og reklamer, som de uddeler hver onsdag og torsdag.
”Jeg står op om morgenen og tager den første rute alene, mens Karina sover,” siger Bo. Så går han hjem og laver kaffe, og når de sammen har spist morgenmad, er de klar til sammen at tage tre ruter.
Sammen rutine gentager de om torsdagen, hvor de sidste hold aviser og reklamer bliver delt ud.
”Jeg har altid været flittig. Jeg vil ikke være tilbage. Jeg vil videre i livet,” siger Bo.
Flittige folk
Bo tjener også lidt ved at være fodbolddommer i otte mod otte kampe for børn. Det får han 150 kroner for pr kamp.
”Jeg var i Allerød sidst. Jeg har et mimrekort, og så sagde jeg, at jeg ville hentes på stationen, for ellers kan det jo ikke betale sig, hvis jeg også skal bruge penge på bus,” siger han. I øvrigt måtte han ved samme kamp skrue bissen på.
”Der var én, der opførte sig virkelig dårligt. Så jeg gav ham et gult kort. Men han blev ved. Og så måtte jeg give ham et til og fortælle ham, at næste gang var det ud af banen,” siger Bo med stor myndighed og tager sig demonstrativ til baglommen, hvor det røde kort lå og ventede.
Tre gange om ugen arbejder han også i Føtex i Lyngby Storcenter.
”Jeg ordner flasker og sætter vogne på plads fra kl. 8-13.30. Det er et godt arbejde, og jeg har gode kollegaer. Der er andre derned som mig,” siger Bo.
Mange lokale kender sikkert også Karina, for hun arbejdede i fire år i cafeen i Stadsbiblioteket.
”Men jeg fik stress, fordi Bos tidligere kæreste generede os så meget, at vi måtte flytte og have hemmelig adresse. Men måske jeg skulle prøve igen,” overvejer hun.
”Kandis er toppen”
Den hyggelige treværelses lejlighed i Lyngby deler parret med to katte, to kanariefugle, en hamster og to kaniner. Den ene bor godt nok ude på terrassen. Og så er der alle de ikke levende dyr.
”Jeg elsker tøjdyr,” siger Karina, og peger på et af hendes seneste køb. En meget stor plyskanin, der har fået sin egen stol.
”Den kostede 150 kroner i Føtex. Men jeg køber også tøjdyr på loppemarkeder,” siger hun næsten undskyldende.
På væggene hænger indrammede billeder af Elvis. Og flere kalendere. Den største af dem er en Kandiskalender.
”Vi går til alle de Kandiskoncerter, vi kan. Kendis kender os. Også fra Facebook. Sidste gang var 20. januar i Pejsegården. Næste koncert er 27. maj i Svebølle, og så skal vi sove hos Bos forældre. Det er også dem, der har skaffet billetterne,” siger Karina.
Det er hende, der har introduceret Bo til Kandis. Men nu er han lige så stor en fan som Karina.
”Kandis er toppen. Vi kan næsten synge sangene i søvne,” siger Karina.
Parret har helt styr på, hvornår musikerne i bandet har fødselsdag.
”Vi skal huske at have vin med til Frank og Jens Erik næste gang. For de har haft fødselsdag, siden vi sidst så dem,” siger Karina henvendt til Bo.
Begge så naturligvis dokumentaren Kandis for Livet.
”Jeg synes, at filmen er sørgelig. Den skulle ikke have været lavet. Det var rigtig synd for Kandis pga. konen,” siger Bo og fortæller, at han og Karina har været i Horsens og mødt Johnnys hustru Gitte og parrets søn Nicklas.
Det allerstørste ønske ville selvfølgelig være, at Kandis spillede til deres bryllupsfest på Ølgod.
”Men det kan jo ikke lade sig gøre. De koster 80.000 kroner,” siger Bo, der stadig i ny og næ køber en lottokupon i håb om, at den store gevinst kommer.
