Debat: Dagen, der blev væk

Debat: Dagen, der blev væk

Af Jørn Jensin, formand DF Lyngby-Taarbæk, Baunehøjvej 42, 1/th, 2800 Kongens Lyngby

En årskalender på blot 364 dage? Nej, det er ikke til at forestille sig – vel? Heller ikke lokalt i Lyngby-Taarbæk.

Vi ønsker for DF Lyngby-Taarbæks vedkommende at beholde store bededag, men når muligheden ikke længere forefindes, ønsker vi at finde de alternativer og happenings, vi kan.

Vi påtænker at afholde en happening i centrum af Lyngby-Taarbæk 4. maj, hvor vi uddeler hveder som symbol på ”dagen, der blev væk”.

Det netop vedtagne lovforslag omkring afskaffelsen af store bededag, tangerer landevejsrøveri ved højlys dag og signalerer endnu mere magtfuldkommenhed end den tidligere regering.

Problemet er blot at, der ikke kan idømmes straf for det vedtagne ”tyveri” jævnfør Straffeloven, så jeg sætter nu min lid til, at vælgernes hukommelse er lidt længere ved næste folketingsvalg end ved sidste, og straffen så kan blive udmålt dér.

Som der er udmeldt fra regeringen, er det blot første etape af en længere række tiltag, der kommer fra regeringen, og med absolut flertal i Folketinget kan de gøre lige, hvad der passer dem. Jeg tør ikke tænke tanken til ende om, hvad det kan resultere i.

Vedrørende folkeskolen i Lyngby-Taarbæk; Det giver jo ingen mening, at lærerne skal møde op på skolerne, og eleverne har fri, da elevernes undervisning er fastsat til 200 skoledage.

Skal eleverne i skole på store bededag, skal Lyngby-Taarbæk Kommune jo så finde en anden fridag. Kan det blive mere uoverskueligt?

Kommunerne skal således pålægge lærerne èn skoledag mere og temmelig sikkert finde en anden fridag til eleverne, hvor lærerne så alligevel skal møde op.