Børnehave på halv kraft

Egevang Syd modtager under konflikten 15 børn mod normalt 30. Forældrene bakker ifølge institutionsleder Lone Angelo op om konflikten. Og børnene tager det med knusende ro

NÆRUM | "Jeg ved godt, hvorfor der ikke er så mange voksne i børnehaven i dag. Det er fordi, de ikke får de penge, de gerne vil have," siger Mathias og kigger op fra bogen med Jungledyret Hugo, som han og Kalle sidder og bladrer i."Jeg er den eneste fra Æblestuen, der er i børnehave," fortæller Kalle. "Men jeg skal tidligt hjem. Min morfar kommer og henter mig."Mathias og Kalle går begge i børnehaven Egevang Syd, der pga. konflikten dels har måttet skære ned på åbningstiderne og dels kun modtager 15 børn dagligt mod sædvanligt 30."Vi har tre medhjælpere, der strejker," fortæller daginstitutionsleder Lone Angelo."Og derfor lukker vi i denne uge Æblestuen, og i næste uge lukker vi så den anden stue."Lone Angelo fortæller, at forældrene er meget positive og bakker op omkring strejken."Vi har ikke oplevet en eneste protest fra forældrene. Det er nogle meget flinke og forstående forældre," siger hun.Det lå længe i kortene, at der skulle strejkes i Rudersdal Kommune, der var udvalgt til konfliktkommune. Og i lang tid så det ud som om, det var pædagogerne, der skulle strejke. Det blev afværget, da BUPL sagde ja til den overenskomst, der nu skal til afstemning blandt medlemmerne."Jeg havde længe forberedt vores forældre på strejken, der altså kom, men blev anderledes, end vi har troet. Og så må vi se, hvad der sker efter afstemningen blandt pædagogerne. Det er jo ikke helt til at vide, hvordan resultatet falder ud," siger Lone Angelo.Ind til videre tager både Kalle og Mathias samt deres kammerater i Egevang Syd konflikten med oprejst pande.Faktisk var de mest interesserede i at undersøge, om der var billeder af Rita i bogen . Og om de kom i avisen.