Påskeferie: Køer på græs og æggejagt med påskeharen

Påskeferien byder på herlige muligheder for påskesjov , når ROMU i samarbejde med frivillige byder på sjove aktiviteter for hele familien.

Påskeferie: Køer på græs og æggejagt med påskeharen

Der er næppe noget, som kan skabe så meget forårsglæde som synet af en flok kuldrede kalve, når de indtager en grøn mark efter en lang vinter i stalden. Og igen i år kan man på Tadre Mølle suge forårsbegejstringen til sig i selskab med klovdyr og mennesker i mange aldre, når kalvene lukkes på græs, og når møllen er rammen om hyggelige aktiviteter i påsken. Det skriver ROMU i en pressemeddelelse.

Farverige æg i fortidslandskab

Der er plads til håndværk og fordybelse i påskeværkstederne, man kan deltage i den traditionsrige ”æggerafting” ned af Taderød bæk, opleve det imponerende mølleværk køre for fulde drøn, høre fortællinger om Tadre Mølles sidste møller, Mølle-Marie, gå på opdagelse i naturen og købe godt til ganen i caféen.

Cirka et kvarter i bil fra Tadre Mølle, på Lejre Museum, er der endnu flere muligheder for at nyde påsken. Her kan man blande sine egne farver med pigment og æggeblomme og male flotte påskeæg, eller gå på æggejagt efter alle de farverige æg, som påskeharen har gemt ude i den smukke natur omkring museet i Gl. Lejre.

Uvurderlige frivillige løfter påsken

På både Tadre Mølle og Lejre Museum er de frivillige helt afgørende for de mange sjove muligheder for samvær og oplevelser. Og det er en indsats, man sætter stor pris på i ROMU:

– Begge steder er påskeaktiviteterne skabt i tæt samarbejde med de uvurderlige, frivillige kræfter i Tadre Mølles Venner og Haveholdet på Gl. Kongsgaard. De frivillige står ikke blot for at styre slagets gang i de forskellige æggeaktiviteter og kreative påskeværksteder, men skaber også den hyggelige påskestemningen for hele familien. Deres betydning kan ikke overvurderes, fortæller ROMUs museumsmedarbejder Maja Kvamm i pressemeddelelsen.

Man kan læse mere om påskeoplevelserne på ROMUS besøgssteder på www.romu.dk.

Påske på Lejre Museum er åbent 6. og 7. april fra 12 til 15. Det fulde program for påske på Tadre Mølle fra 6. til 10. april kan ses på www.tadremølle.dk.

Det er efterhånden en solid tradition på Tadre Mølle, at foråret og påsken bydes velkommen med kalve, der lukkes på græs. Foto: ROMU