Overnatningstal i Fjordlandet slår nye rekorder

Flere end før overnatter i naturen i Fjordlandet – også sammenlignet med før Corona.

Foto: Fotograf Esben Zøllner Olesen

De første 11 måneder af 2022 har allerede overgået alle tidligere årsrekorder, når det kommer til overnatninger i Destination Fjordlandet. Nye tal fra VisitDenmark viser nemlig, at der har været 444.454 overnatninger i denne periode, og her er december altså ikke talt med. Det er 9 procent flere overnattende gæster end hele 2019, altså før der var noget der hed Corona. Det skriver VisitFjordlandet i en pressemeddelelse.

En god grobund for helårsturisme

Væksten skyldes primært flere overnattende gæster fra Danmark, som står for 78 procent af overnatningerne. Og det er en udvikling, der glæder Thomas Mahler, direktør i Destination Fjordlandet:

– Vi ser en god fremgang af overnattende gæster i alle tre kommuner: Roskilde, Lejre og Frederikssund. Vi ser også, at væksten af overnattende gæster er spredt udover hele året, så der er ikke kun tale om sommermånederne – men også en flot fremgang af overnatninger i forårs, – og efterårsmånederne og som indikerer en god grobund for helårsturisme, som blandt andet er et af vores mål, siger han i pressemeddelelsen.

Om Destination Fjordlandet

Destination Fjordlandet er en forening, blev etableret 1. januar 2021.

Foreningen har ansvaret for den fælles udvikling og markedsføring af turismen i de tre kommuner: Roskilde, Lejre og Frederikssund.

‘Fjordlandet’ er en fælles betegnelse for de naturskønne områder omkring Roskilde Fjord og Isefjord.

Kilde: Visitfjordlandet.dk

Stærk sammenhængskraft

Årsagerne til de flotte tal finder Thomas Kær Mahler blandt andet i de store begivenheder og stærke sammenhængskraft i destinationen. Han fortæller:

– I 2022 har vi i høj grad løftet i flok sammen med vores turismepartnere. Der har været store begivenheder som Tour De France og Spejdernes Lejr og en perlerække af mindre arrangementer og events fra vores museer, fødevareaktører og outdoor-guider, som har bidraget til sammenhængskraft og tiltrukket danske og internationale gæster til Fjordlandet. Det er det fællesskab og fundament, vi bygger videre på i 2023, fortsætter han i pressemeddelelsen.

Antallet af overnattende i naturen i Fjordlandet er steget til rekordhøje tal i 2022. Illustration: VisitFjordlandet

Internationale gæster er tilbage

Det er ikke kun danskerne, der er glade for at overnatte i Fjordlandet – de internationale gæster er også kommet retur. Her står Tyskland og Holland for henholdsvis 8 procent og 4 procent af de samlede overnatninger i Fjordlandet.

De tyske og hollandske gæster har man også mærket på de store attraktioner i Fjordlandet. På Vikingeskibsmusset i Roskilde er tyskerne gået fra en besøgsandel på 9 procent i 2019 til næsten 14 procent i 2022, og de hollandske gæster udgjorde 6 procent af det samlede besøgstal i 2022, hvilket er en fremgang på over 50 procent i antallet af hollandske gæster i forhold til 2019.

– Der er nok ingen tvivl om, at de seneste års kriser har fået mange til at kigge mod de nære og trygge destinationer, når de skal vælge feriedestination. Men også museets kampagner, der er udviklet i samarbejde med vores destinationspartner, VisitFjordlandet, har vist sig at være timet perfekt i forhold til rejselysten, fortæller Rikke Johansen, der er Teamleder for kommunikation og marketing på Vikingeskibsmuseet i pressemeddelelsen.

Man kan læse mere om Destination Fjordlandet på www.visitfjordlandet.dk.

Det har været store begivenheder som Tour De France, som har bidraget til sammenhængskraft og tiltrukket danske og internationale gæster til Fjordlandet, fortæller direktør i Destination Fjordlandet, Thomas Kær Mahler. Foto: Esben Zøllner Olesen