Når 60-årige Mette Marie Ladekær Gräs hver søndag ifører sig præstekjolen og indtager prædikestolen, er hun hjemme. Med en enorm viden om religionen og en lige så stor tro, kan hun tale om kristendommen på en måde, hvor man som tilhører har svært ved at forestille sig, hun nogensinde havde lavet andet. Men i virkeligheden er historien om den nye sognepræst i Kirke Sonnerup og Rye Kirkers historie med kirken både lang og kompliceret.
Opvokset i et indre missionsk miljø i Vestjylland, havde Mette Marie Ladekær Gräs sit første møde med kristendommen som helt spæd. Hun blev døbt og op gennem hele sin barndom og ungdom var hun dybt engageret i kirken. Som barn var hun grøn pigespejder, og som ung voksen flyttede hun til København for at arbejde med kirkens sociale indsatser. Vejen så ud til at være lagt foran den unge kvinde, men så indtraf katastrofen, som Mette Marie Ladekær Gräs, med et blink i øjet, selv kalder det: Den unge pige blev forelsket – i en kvinde.
– Jeg var ung i 80’erne, hvor Aids var på sit højeste. Og særligt kristne sammenkædede dødelig sygdom og “syndig livsstil”. Så da jeg forelskede mig i en kvinde, oplevede jeg, hvordan der ikke rigtig var plads til mig i kirken mere. Så mens jeg gik hen og blev gift – eller registreret partner – med min kærlighed, så blev jeg samtidig skilt fra kirken, mindes sognepræsten.
Gav aldrig slip
Derfor gik der mere end 30 år, hvor Mette Marie Ladekær Gräs ikke satte sine fødder i kirken. Sammen med sin registrerede partner fik hun to drenge, inden parret efter 30 år gik hvert til sit. Og mens kirken ikke var en fast del af Mette Marie Ladekær Gräs hverdag det meste af hendes voksne liv, gav hun aldrig helt slip på kristendommen.
– Med en opvækst som min, så er der nok en indre stemme, der taler, foruden i forvejen ikke at føle mig velkommen indenfor i kirken. Men mens jeg ikke kom i kirken i flere årtier, så var jeg alligevel ikke færdig med Gud, fortæller hun og uddyber, at hun blev uddannet teolog og brugte de næste mange år på at undervise på læreruddannelsen i København.
Et job, der på mange måder har ligheder med det som præst – og på mange måder er helt anderledes.
– Som lærer har man en religionskritisk tilgang til kristendommen, mens man som præst skal udfolde den. Der er en skelnen mellem tro og undervisning, som jeg ser det. I undervisning er der videnskabeligt korrekte termer og kategorier. Som præst skal man skabe billeder og forsøge at forklare det uudsigelige – det, sproget ikke kan dække. Her skal jeg ikke bruge tiden på prædikestolen på at forklare alt det historiske bag teksten, som jeg ville gøre i klasseværelset. Så måske den store forskel i mit virke i virkeligheden er sproglig, fortæller hun og uddyber:
– Men samtidig er der en magtfordeling, der er meget ens. Som lærer overfor elev, som præst overfor sognebørn. Der er en etisk magt, og i mit virke som lærer, byggede jeg den på et menneskesyn om, at hvert individ er uerstatteligt. Og det er den samme tilgang, jeg har med mig som præst
Endelig hjemme
På læreruddannelsen var der dog langt fra beslutningstager til udførelse, og som Mette Marie Ladekær Gräs selv beskriver det, trives hun særligt i relationer – og også derfor skiftede hun spor og kunne i sommer officielt skifte kateteret ud med prædikestolen og kalde sig præst.
– Efter jeg er “kommet tilbage” i kirken, har jeg oplevet en overvældende velvilje og imødekommenhed. Og når jeg kører fra mit hjem i Roskilde ud til Sonnerup eller Rye, så føler jeg virkelig, jeg kører ud i Paradiset. Jeg føler, jeg er kommet hjem igen, slutter sognepræsten.
