Minister går i gang med at se på nationalparken

Danmarks længste allé, Ledreborg Allé bliver indgangen til den kommende nationalpark.
Danmarks længste allé, Ledreborg Allé bliver indgangen til den kommende nationalpark.

Danmarks fjerde nationalpark rykker nu et skridt nærmere, efter at Miljøminister Kirsten Brosbøl har modtaget Roskildes, Lejres og Frederiksunds forslag til Nationalpark Skjoldungernes land.

Det skriver DAGBLADET Roskilde fredag.

– Det er ikke hver dag, der lander en ansøgning om en nationalpark på mit bord, så jeg glæder mig meget til at dykke ned i den. Det glæder mig, at der er skabt lokal opbakning, og at der nu ligger en samlet ansøgning fra de tre kommuner om at oprette en ny nationalpark, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

I dag har Danmark de tre nationalparker Thy, Vadehavet og Mols Bjerge. De har en grundbevilling på finansloven, men eksisterer i høj grad i kraft af lokalt engagement. Derfor understreger ministeren, at netop den lokale opbakning er altafgørende i det videre arbejde med Skjoldungernes Land.

– Nationalparkerne er en rigtig god måde at få sat fokus på noget af vores bedste natur. Nationalparkerne præsenterer hver især nogle forskellige natur-, landskabs- og kulturhistoriske værdier. En ny nationalpark omkring Roskilde Fjord vil indeholde fjordlandskabet, store skove og flotte landskaber med de store godser. Området har et stort potentiale, og nu skal vi i gang med at udarbejde et forslag til nationalparken, der skal sendes i offentlig høring, siger Kirsten Brosbøl.

Forslaget forventes at blive sendt i høring til sommer.