Landsformand: Nyt bosted for autister bliver et modelprojekt

– For mig er Ny Højtoft et modelprojekt. For mennesker med autisme skal Ny Højtoft være det bedste sted i verden at bo.

Sådan udtrykker Heidi Thamestrup, landsformand for Landsforeningen Autisme, sig om det store kommende boprojekt i Hvalsø. Landsforeningen er den største handicap-organisation i Danmark med 12.000 medlemmer, fortrinsvis familier med én eller flere i familien med en diagnose i autismespekret. Heidi Thamestrup sidder desuden i bestyrelsen for Autism Europe.

– Både i kommunerne og mange steder i pressen ser man, at der er kæmpestore problemer med at få gode bosteder til voksne med autisme – steder, hvor de får livskvalitet og når deres potentiale. Ny Højtoft skal være en showcase, hvor vi skaber bedre forhold og har høj etik. Og den bæredygtige del af byggeriet skal også være helt exceptionel, understreger hun.

– Vi vil vise alle andre i verden, hvordan man kan skabe et godt hjem for mennesker med autisme. For hvis man behandler voksne med autisme forkert, kan de blive psykisk syge. Ved at undgå dette, bliver bostederne også samfundsmæssigt rentable, tilføjer hun.

Gennem årene er man blevet meget klogere på, hvad der skal til at forstå, hvad autister har behov for, og Danmark indtager her en særposition.

– Jeg er vant til, at folk fra Japan, Sverige, Spanien og andre lande henvender sig for at høre, om vi har noget, der er virkelig godt og som vi kan vise dem. Vi vil kunne eksportere know-how. Og hensigten er, at vi begynder at duplikere bosteder andre steder i Danmark. For mig at se er det en stor udrammet plan, vi søsætter, så mennesker med autisme i Danmark får det bedre, fastslår Heidi Thamestrup.