
Hvalsø: HIF's seniorformand og bestyrelsesmedlem gennem en menneskealder, Bruno Rasmussen, blev lørdag hædret på Hvalsø Stadion som en af Hele Danmarks Frivillige. Prisen er indstiftet af DBU, som i samarbejde med Arbejdernes Landsbank har udvalgt 50 frivillige fra hele landet, som har gjort en stor forskel for deres klubber. Med hæderen til Bruno Rasmussen følger et sponsorat til Hvalsø IF på 15.000 kr.
Prisen blev overrakt af Annette Jensen, souschef i Arbejdernes Landsbank i Roskilde.
– Nu er det tid til at hylde de 126.000 fantastiske frivillige, som i regn og blæst, hverdag og weekend investerer tusindvis af timer i, at vi alle kan spille fodbold. De frivilliges indsats for fællesskabet gør, at vi kan dyrke sporten hele livet – også selv om ambitionerne eller evnerne ikke rækker til landsholdet. Det fortjener et kæmpe skulderklap, sagde hun.
En tydeligt overrasket Bruno Rasmussen, som bare troede han skulle på stadion for at se fodbold, var glad for skulderklappet og meddelte, at han "lige skulle tygge lidt på den, før han rigtig forstod, hvad der var sket".
Bruno modtager den velfortjente hæder sammen med 49 andre ildsjæle fra hele landet, der er nøje udvalgt blandt 126.000 frivillige i landets 1.600 fodboldklubber. Når coronasituationen tillader det, vil Bruno sammen med de 49 øvrige frivillige blive hædret af DBU ved et særligt arrangement i Parken i København. De 50 frivillige vil bl.a. blive inviteret til spisning og ind og se en landskamp.
Bruno Rasmussen begyndte som frivillig i HIF i 1964, hvor han udover at være seniorformand og bestyrelsesmedlem, ligesom han tidligere har stået på sidelinjen som både senior- og ungdomstræner.