En kvinde med styr på dækkene

Når 38-årige Christina Avlund Frandsen fra årsskiftet går på arbejde hos dækservice-firmaet i Rorup, lige ud til Hovedvejen, gør hun egentlig bare som hun plejer.

Men der er alligevel en forandring. Det er ikke længere Vulkano Roskilde, der er hendes arbejdsplads, da hendes far Niels Avlund Frandsens firma er solgt til Super Dæk Service fra årsskiftet. Hun skal nu til at gå i firmaets arbejdstøj. Og så er hun udnævnt som afdelingsleder.

En kvinde i et udpræget mandefag. Hvad Christina ikke ved om dæk, er ikke værd at nævne, skriver DAGBLADET Roskilde lørdag i et portræt af dækfirmaets nye afdelingsleder.

Christina Avlund Frandsen blev født en måned efter, at hendes far startede Vulkano på Ringstedvej, hvor firmaet lå indtil 2006, så hun fik næsten motorolie ind med flasken. Hun har været inddraget i firmaet siden 2003 og kender det ud og ind.

- En prøvetid på 13 år er da meget godt. Jeg er fagligt fuldt ud rustet til opgaven, siger Christina Frandsen med sit vindende smil.

- Egentlig ville jeg slet ikke ind i firmaet - det skulle bare lige være en kort periode. Undervejs blev jeg lidt provokeret af, at mænd i sådan en sammenhæng automatisk har respekt fra kunderne, mens man som kvinde skal vide 110 procent. Som kvinde bliver man testet. Men nu kender jeg kunderne, og jeg skal ikke bevise så meget mere, siger hun.

Læs mere i DAGBLADET Roskilde lørdag.