Brandfolk kæmpede med ild i stråtækt hus

Et stråtækt hus på Orehøjvej midt i Gl. Lejre blev svært skadet i nat efter at taget sprang i brand. Ilden kan være opstået i en bil, der stod i carporten ved siden af. Såvel carporten som bilen er udbrændte, skriver DAGBLADET Roskilde mandag.

Ved halv tre-tiden natten til mandag måtte flere brandvæsener af huse for at slukke branden. - Bygningen er ikke brændt ned, men har brandskader i taget, samt såvel vand- som sodskader indvendigt. De sværeste skader er selve taget, forklarer indsatsleder Bjarne Carlsen, Vestsjællands Brandvæsen.

- Anmelderen sagde, at de vågnede, da de hørte et knald ude fra carporten. Det brændte ved venstre fordæk og motorrummet, beretter Bjarne Carlsen.

Han vil dog ikke konkludere, at branden er opstået i bilen. Det er op til politiets tekniker, der pt. efterforsker oprindelsen til branden.