Alberte er nummer to i Danmark: Vil udfordre drengene til landsmesterskaber

Bordtennistalentet Alberte Frantsen kalder det ”helt vildt”, at hun på kort tid er rykket op blandt landets bedste.

Alberte er nummer to i Danmark: Vil udfordre drengene til landsmesterskaber

- Jeg tænkte what. Det havde jeg aldrig regnet med. For jeg har faktisk aldrig gået så meget op i, hvor jeg lå på ranglisten, så jeg blev meget overrasket, siger det 12-årige bordtennistalent Alberte Frantsen. Foto. Holger Vincents.

Resultaterne lyver ikke. Sådan lyder en gammel traver i sportens verden. 12-årige Alberte Frantsen har netop bevist, hvorfor den fortærskede vending også er sand.

– Det er helt vildt, siger det unge bordtennistalent om sine bedrifter den seneste tid.

Som sn.dk tidligere kunne fortælle, fejede pigen fra Lejre by al modstand af banen ved en nylig turnering, hvor hun stod ansigt til ansigt med nogle af landets bedste unge spillere.

En triumf der nu også kan aflæses direkte på Bordtennis Danmarks seneste rangliste, hvor Alberte Frantsen indtager 2. pladsen blandt sine jævnaldrende i Danmark. I U14-rækken, hvor Alberte Frantsen optræder til daglig, tager hun ligeledes et hop af ad listen til 32. pladsen.

– Jeg tænkte what. Det havde jeg aldrig regnet med. For jeg har faktisk aldrig gået så meget op i, hvor jeg lå på ranglisten, så jeg blev meget overrasket, siger Alberte Frantsen beskedent, da sn.dk møder hende til træning i Lejre Hallen fredag eftermiddag.

Artiklen fortsætter under billedet

Alberte Frantsen spiller til daglig i Lejre Bordtennis tæt på hjemmet i Lejre by. Foto: Holger Vincents.

Guld i Bjerringbro

Alberte Frantsen snuppede sin blot tre år lange bordtenniskarrieres hidtil største skalp i Bjerringbro, der for nylige lagde halgulv til årets udgave af Kids Masters.

Guldmedaljen blev sikret i Bjerringbro i slutningen af januar, hvor årets udgave af Kids Masters løb af stablen. I turneringen, der samler landets bedste ungdomsspillere på baggrund af deres ranglistepoint, fik Frantsen sat en tyk streg under, at hun hører til i det fornemme selskab.

11 sejre i lige så mange kampe lød Lejre-spillerens personlige statistik oven på weekendens to spilledage.

– Det er de 12 bedste piger i landet, så jeg havde ikke drømt om at vinde. Derfor gik jeg nok også ind i turneringen med ret meget ro i maven. Og da jeg vandt alle opgør den første dag, tænkte jeg ok, det kan nok ikke fortsætte i morgen. Men det kunne det åbenbart, konstaterer hun stilfærdigt.

Resultatet får naturligt nok også jubelen til at bryde løs i Alberte Frantsens klub Lejre Bordtennis, hvor formand Søren Jensen ikke er sen til at rose den unge spiller.

– Det er fedt, at hun klarer sig så godt, og også er så dedikeret, så hun kan opnå de her resultater. Samtidig bidrager hun som hjælpetræner til den glæde ved bordtennis, som vi synes er så vigtigt i Lejre Bordtennis, siger Søren Jensen, formand i Lejre Bordtennis.

Artiklen fortsætter under billedet

Søren Jensen er formand såvel som træner i Lejre Bordtennis. Arkivfoto: Holger Vincents. Foto: Holger Vincents

Bordtennis på menuen hver dag

Han henviser til, at Alberte Frantsens præstation i Kids Masters og det efterfølgende spring op ad de hjemlige ranglister bygger på et fundament af utallige timer i træningslokalet det seneste år.

– Det er først og fremmest hendes egen indsats, der har bragt hende fremad, herunder det faktum, at hun er enormt dygtig til at tage imod de råd, hun får på træningsbanen, forklarer Søren Jensen.

Alberte Frantsen vurderer da også selv, at hun har taget et solidt skridt i den rigtige retning gennem de seneste 12 måneder.

– 2022 har helt klart været det år ind til videre, hvor jeg har udviklet mig mest, siger Lejre-spilleren, der i dag træner fem dage om ugen. Mandag og onsdag hos BTK61 i Roskilde, mens Alberte Frantsen kaster bolden op i Lejre Hallen tirsdag, torsdag, fredag. Dertil kommer weekendens holdkampe og turneringer.

– Måske er jeg begyndt at tage bordtennis lidt mere seriøst. Jeg har altid været glad for at spille, men jeg har nok tænkt, ok jeg har en reel chance for at kunne drive det her til noget, siger hun.

Du spiller praktisk talt bordtennis hver eneste dag uge efter uge. Kan det ikke også blive for meget, når man er 12 år og samtidig skal passe skolen og vennerne?

– Nææ egentlig ikke. Jeg ville have det kedeligt med at ligge derhjemme i min seng, så jeg synes, det er fedt, der sker noget hver dag, lyder det.

Landsmesterskaber i sigte

Næste opgave for den flittige bortennisspiller bliver DGI’s landsmesterskaber i midten af marts.

Her kunne Alberte Frantsens modstandere fra Kids Masters i udgangspunktet have sat næsen op efter revanche, men den mulighed er måske allerede fordampet, inden den første smash er slået i Vejen om en måneds tid. Talentet fra Lejre by overvejer nemlig kraftigt at stille op blandt drengene, hvis reglerne tillader det.

– Det har min træner rådet mig til, fordi det kan blive en god udfordring, så det regner jeg med at gøre, siger Alberte Frantsen, der har udset sig femtepladsen som sin målsætning for turneringen.