Et sprængt vandrør sørgede for en våd og noget nedslående overraskelse for medarbejderne i Tandlægehuset Køge, da de mødte på arbejde mandag morgen i sidste uge.
Der var vand i hele klinikken, vandet drev ned ad væggene og loftet var gennemvædet i et omfang, så flere lamper var faldet ned. I løbet af lørdagen gik der hul på vandrøret på første sal i bygningen, men skaden blev altså først opdaget mandag morgen, så der gik altså næsten to døgn, hvor vandet er løbet ud i hele bygningen og blandt andet også sørgede for et lille soppebassin i ejendommens kælder.
De omfattende skader på klinikken betyder naturligvis, at klinikken er lukket nu.
Det foreløbige estimat går i retning af fire-fem måneders renovering, inden man vil kunne genåbne klinikken, som i øjeblikket er ved at blive tømt for inventar. Det er selvfølgelig for lang tid at vente, hvis man har tandproblemer, og derfor arbejdes der lige nu på højtryk for at finde lokaler til opretning af en nødklinik, oplyser tandlæge Tine Vigsø.
Man kigger både på muligheden for at åbne midlertidigt i pavilloner eller alternativt i lejede lokaler, hvis man kan finde egnede lokaler til formålet. Tine Vigsø forventer lige nu, at man vil kunne genåbne inden for tre-fire uger, men det afhænger naturligvis af, om man kan finde en egnet løsning.
I mellemtiden tager man sig af patienterne på andre måder. Indtil videre gennemfører tandlægerne således akutte behandlinger af patienterne hos andre tandlægeklinikker i området.
Man kan stadig kontakte Tandlægehuset Køge på tlf. 56651404 i denne periode, hvor klinikken altså er midlertidigt lukket.