Søen rundt i en sej havkajak

Hvordan hænger en havkajak sammen med sødygtig sejlads på Kimmerslev Sø?

Det gør det faktisk rigtig fint, fortæller Kamilla Hjortkjær fra Borup Kajakklub:

– Et sted som Kimmerslev sø er jo det perfekte sted, at lære alt det grundlæggende i forhold til teknikker og sikkerhed. Så ligger vi jo midt på Sjælland, så i weekenden tager vi på ture til Køge Strand, Roskilde Fjord, Isefjorden – og hvor vi ellers har lyst til at tage hen.

Kajakklubben bor under beskedne forhold ned til søen og har ikke noget egentlig klubhus. Man mødes ved containeren, hvor de fælles kajakker opbevares og sætter hjul under før man går den korte tur ned til søen og får den i vandet.

– Vi mødes fast hver onsdag hele året rundt og det lokale fællesskab, der jo også kan dyrkes på fællesturene til havet, betyder meget for vores medlemmer, fortsætter hun, mens udstyret gøres klar.

Borup Kajakklub har eksisteret siden 2013 og Kamilla Hjortkjær har været med lige så længe.

– Det spændende ved at ro i kajak er en kombination af det gode fællesskab på turene og de fantastiske naturoplevelser man får på vandet samtidig med, at det selvfølgelig også er god motion, forklarer hun og fortsætter:

– Mange fortæller, at de får en helt ny oplevelse ud af at se deres egen by fra søen. Vi fornemmer også, at mange – især i den her coronatid – søger det lokale fællesskab og »det nære« i en klub som vores.

Hun fortæller, at kajakklubben i den seneste tid har fået rigtig mange henvendelser om medlemskab og i øjeblikket faktisk er oppe på 40 medlemmer, der deler de 16 fælles kajakker, der er til rådighed.

– Det er jo sjældent at alle er her på samme tid, men man kan godt mærke, at det giver run på faciliteterne, bemærker hun med et smil.

Derfor falder det også på et tørt sted, at Fonden for Sjællandske Medier netop har tildelt klubben 10.000 kroner til at hjælpe med indkøbet af en ny havkajak.

– Det er bare så fedt, at vi nu kan få flere kajakker. Vores eneste indtægt er jo kontingentet og hvis vi selv skulle købe en ny kajak ville vi skulle bruge et års kontingent på det indkøb alene, siger Kamilla Hjortkjær da tingene pakkes sammen igen efter dagens korte tur på Kimmerslev Sø.

Hun forklarer videre, hvordan alle klubbens instruktørere og frivillige netop lægger mange timer i at få det logistiske i at gå op, når kajakkerne skal lånes ud til medlemmerne. Så her vil mere udstyr vække glæde, da den del naturligvis bliver nemmere.

Borup Kajakklub har netop selv indkøbt en kajaktrailer, så klubbens medlemmer nu har endnu bedre muligheder for at komme på tur sammen.

– Det kan jo være dyrt at købe en kajak og vi vil helst ikke bede nye medlemmer om at købe en kajak til måske 5.000 kroner før de endnu har prøvet det af. Derfor er det godt at klubben råder over et antal kajakker, man kan låne, vurderer hun.

Udover de faste træningsdage og ture i weekenden, så er klubben også engageret i åbne engagementer, hvor de lokale omkring Kimmerslev Sø og i Borup inviteres til at prøve en tur i det våde element – godt placeret i en sødygtig kajak.