
Den vished for fremtiden, som familien Andersen fra Ådalen i Køge længe har sukket efter, nærmer sig nu så småt. Skal deres hus rives ned som følge af de store skader, der hen over sommeren opstod på ejendommen, eller kan det renoveres?, spørger familien.
Når flere end 20 personer – advokater, bygningskonstruktører, forsikringsfolk, ingeniører, geoteknikere, ejendomsmæglere og andre – i dag samles på familiens ejendom, vil det være de fire uvildige syns- og skønsmænd, som tager styringen. Syns- og skønsmændene skal bruge dagens møde på at indsamle informationer, inden de skal udarbejde en rapport over hele forløbet.
I den rapport ventes der svar på centrale spørgsmål som, hvordan skaderne på ejendommen opstod, og hvem der har ansvaret for skaderne, inden et juridisk efterspil om regningen med stor sandsynlighed vil gå i gang.
For familien Andersen betyder dagens møde, at man nu rykker et skridt nærmere afklaring. Men hvornår de endelige svar kommer, ved de endnu ikke, og det nager dem.
– Vi har blot fået at vide, at syns- og skønsmændene i dag skal have nogle informationer om, hvad hele sagen drejer sig om, siger John 46-årige Andersen, der kalder det frustrerende, at den endelige vished heller ikke ser ud til at komme i dag.
Direktør for VEKS, som er bygherre på arbejdet, Lars Gullev, håber da også, at der ikke skal gå meget længere, før situationen finder en løsning.
– Jeg håber selvsagt meget på en afklaring hurtigst muligt af hensyn til de stakkels mennesker, siger han.
Læs hele historien torsdagens DAGBLADET Køge.