Politiet advarer om falske 500-kronesedler i omløb

Får man indleveret en falsk 500-kronesedel, skal man omgående kontakte politiet. Foto: Katrine Wied
Får man indleveret en falsk 500-kronesedel, skal man omgående kontakte politiet. Foto: Katrine Wied

Befinder man sig i Køge-området, skal man kigge 500-kronesedler ekstra grundigt efter i sømmene for tiden. Sådan lyder en advarsel fra Midt- og Vestsjællands Politi efter flere tilfælde af af falskmønteri. Det skriver DAGBLADET Køge.

Det seneste tilfælde fandt sted i weekenden i Kiwi på Marksvinget i Køge, hvor butikken fik indleveret en falsk 500-kroneseddel. Det blev opdaget af forretningen mandag formiddag.

– Klokken 10.45 mandag ringer man og siger, at man i weekenden har modtaget en falsk 500-kroneseddel. Det rykker vi omgående ud til, for det er den seneste i rækken. Der er efterhånden dukket nogle stykker af de her falske 500-kronesedler op. Vi har blandt andet haft nogle i Greve, så det kører vi en efteforskning imod, siger politikommissær Paw Kaltoft fra Midt- og Vestsjællands Politi i Køge.

Man skal derfor reagere omgående, hvis man får mistanke om, at man er kommet i besiddelse af en falsk 500-kroneseddel, eller hvis en person forsøger at betale med en i en forretning, opfordrer politiet.

– Hvis man bliver præsenteret for en falsk 500-kroneseddel, vil vi i første omgang meget gerne tale med vedkommende. Det kan sagtens være, at personen er uvidende om, at den er falsk, men det giver os muligheden for at løbe det baglæns op, siger Paw Kaltoft.

Politiet kan kontaktes på tlf. 114.