
Køge: "Jeg har skrevet et debatindlæg, som jeg håber, de vil bringe i deres avis".
Sådan står der i en email tilsendt Dagbladet af Venstres byrådskandidat Per Küster, men indlægget var ikke skrevet af ham selv. Indlægget var i virkeligheden skrevet af Venstre i Køges næstformand Mads Møller, der bad Per Küster sende det til en række medier under sit eget navn.
"Hej Per. Det nedenstående indlæg er lige dig som beboer i Karlemoseparken. Og så skal du naturligvis selv sende den ind", skriver Mads Møller i mailen til kandidaten, og instruktionen er ved en fejl sendt videre til redaktionen.
Den type detaljerede instruktioner til kandidaterne er der ikke noget underligt i, forklarer Venstres næstformand.
– Ligesom når man skriver en eksamensopgave eller lignende, så er det rart at få en anden til at læse det igennem, før det bliver sendt ind. I Venstre bruger vi hinandens som sparringspartnere og flere læserbreve opstår som et samarbejde, siger Mads Møller.
Mads Møller erkender dog, at i det aktuelle tilfælde var kandidatens bidrag til læserbrevet beskedent.
– Han skrev ikke det her oplæg selv, men vi diskuterer løbende med alle vores kandidater. Han skrev til mig, at han godt kunne tænke sig at skrive et læserbrev, og så fik han måske lidt mere skrivehjælp end normalt. Det er udelukkende tænkt som en hjælp til vores kandidater, forklarer Mads Møller.