Medaljer ved NM i sprintkajak

De unge talenter fra Køge Kano og Kajak Klub høstede igen medaljer, denne gang ved Nordiske mesterskaber i sprintkajakj.

I weekenden deltog Asta Søborg og Mikkel Thimgaard Hansen til stævnet, der blev afholdt i Jönköping, Sverige.

De mange timers træning har givet pote, da både Asta og Mikkel fik flotte placeringer, i de løb de var udtaget til at kæmpe for Danmark i, lyder det fra klubben i en meddelelse.

Asta Søborg (U16) fik en 4. plads i toer-kajak på 2.500 meter, vandt bronze i firer-kajak på 500 meter og sikrede sig en sølv-medalje i firer-kajak på 200 meter. Hun sluttede weekenden af med stil, da hun tog en guldmedalje i firer-kajak over 1.000 meter, og kan nu kalde sig Nordisk Mester.

Mikkel Thimgaard Hansen (U18) fik en flot 4. plads i toer-kajak på 5.000 meter og vandt en sølv-medalje i firer-kajak over 1.000 meter. I næste weekend skal roerne i ringen igen, da der skal kæmpes om både det Danske Mesterskab og det Nordiske Mesterskab i marathon-kajak, som bliver afholdt i Silkeborg.