Køges borgmester Marie Stærke valgte at fokusere på nedslidte arbejdere og mulighed for tidlig tilbagetrækning i sin 1. maj-tale, som blev afholdt i Lovparken onsdag eftermiddag.
– I Køge har vi et bud, der kører med pakker for GLS. Måske I har set ham. Han styrter rundt med pakker, hurtigt ind på leveringsadressen, hurtigt ud igen, videre til næste sted. Altid slæbende på pakker. Han er på alder med mig. Jeg tænker tit, når jeg ser ham, at hvis han skal fortsætte med det 30 år endnu, så bliver han slidt ned. Min svoger er murer. Han er 36 år, og har været uddannet i 15 år. Han skal med de nuværende regler være på arbejdsmarkedet til han er 75 år. Altså små 40 år endnu. Det siger han selv, han ikke holder til, sagde Marie Stærke (S).
– Jeg så en statslig embedsmand udtale sig på TV-avisen, at det ikke gav mening at tale om tidligere tilbagetrækning, når seniorførtidspensionsordningen fandtes. Han mente, at hvis folk var nedslidte, så holdt de jo op med at arbejde. Jeg sad med kæberne i skødet. Det siger meget om det statslige embedsværk opfattelse af arbejdsmarkedet og almindelige danskeres muligheder og begrænsninger. For nej, nedslidte danskere holder ikke bare op med at arbejde. Det ligger for langt størstedelen af os ikke til vores natur. Nej, vi bider tænderne sammen, tager eventuelt en Panodil og tager på arbejde.
– Det, der er helt galt med seniorførtidspenionsordningen, er at det er noget man skal søge om. Man skal nedværdige sig til med hatten i hånden, måske lidt skamfuldt, at bevæge sig ned på kommunen og søge om det, og så skal man igennem en vurderingsproces for at få det. Efter et langt arbejdsliv med en nedslidt krop er det uværdigt og ikke måden, man skal farvel til at godt arbejdsliv. De borgerlige vil gerne udstille Socialdemokratiets udspil. Det er ikke konkret nok. Hvem skal det gælde? Og meget mere pegen fingre. Faktum er, at alle afviste at diskutere det, før Socialdemokratiet kom med vores udspil. Nu vil alle gerne tale om det. Eller i hvert fald lade som om. Men altså, vi SKAL jo gøre noget. Ellers ender det med, at ingen vil tage et arbejde, der kræver noget af kroppen, og lige præcis den arbejdskraft, har vi brug for.
– Og når så vi hører diverse borgerlige partier og arbejdsgiverorganisationer tale imod tidligere tilbagetrækning og henvise til samfundsøkonomien, så klinger det sgu i mine ører lidt hult. For inden vi begynder at slide i forvejen nedslidte medarbejdere ned, så var der måske andre steder, man også kunne se hen til glæde for samfundsøkonomien, fortsatte borgmesteren.
Marie Stærke talte også om virksomheders forpligtelse til at betale skat.
– Jeg har været intet mindre end forarget over nyheder om internationale hvidvaskningsskandaler og udspekuleret brug af skattely ledt an af vores egne nationale banker. Fuldstændig systematisk spekulation i at undslå sig at betale skat. Undslå sig at betale til fællesskabet. Et fællesskab, som har været med til at skabe netop det samfund, der gør, at det er nemt at opbygge og drive en virksomhed. Selvfølgelig skal man betale skat. Selvfølgelig skal man betale til fællesskabet. Uden skat, intet stærkt samfund. Uden et stærkt samfund intet fællesskab, ingen velfærd.
– For mig var det nedslående at se alle mulige interviews i pressen med diverse finansfolk uden skyggen af skam i ansigterne. På samme måde har jeg svært ved at acceptere at bo i en verden, hvor det går ustraffet hen, ja hvor man nærmest kan blive hyldet for at snyde nationalstater for store mængder af penge. Det er jo ikke bare luftpenge, det er penge, som staterne går glip af, og som kunne gå til bedre vilkår for borgerne. Mere velfærd. Flere voksne til børnene, mere kollektiv trafik og meget andet. Men nej, for skyggen af skam er væk. Det handler bare om at rage mest muligt til sig på bekostning af alle andre.
– Og jeg synes simpelthen, at det travle GLS-bud, min svoger mureren og mange andre står i skrigende kontrast til finansmændene i deres sikre skattely. Dem, der knokler for at få brød på bordet, bliver mødt med modstand på ønsket om tidligere tilbagetrækning, mens de andre lever det søde liv.
– Men hvad kan vi gøre for at presse virksomheder og finanssektor i en anden retning. Jo altså, det offentlige Danmark kan jo begynde at stille krav til de virksomheder, vi handler med.
– Langt de fleste virksomheder betaler deres skat. De bidrager. De løfter i flok til fællesskabets glæde. De skaber jobs til dem på kanten af arbejdsmarkedet. De skaber gode arbejdspladser.
– De virksomheder der gør det. Dem vil jeg gerne handle med. Forstået på den måde, at når vi køber ind i kommunen, når vi laver aftaler med virksomheder, om ydelser de leverer til os, så vil jeg gerne være sikker på, at det er virksomheder, der ikke er i skattely. Men det krav må vi som kommuner ikke stille. Når vi laver udbud -fx udbud af tøjvask, så må ikke gøre det til en del af udvælgelseskriterierne, at virksomheden ikke er i skattely.
– Lige præcis her har vi brug for at stærkt et EU. Et stærkt EU, der kan samarbejde om at tøjle den finansielle sektor, stille krav, sætte begrænsninger. Et EU, som kan hjælpe til, at når det offentlige – herunder kommunerne skal købe ind, så må vi også gerne stille krav om, at dem vi betaler til også betaler skat til fællesskabet.
– Hvis alle virksomheder og alle banker blot levede op til den tillid som samfundet viser dem og tog det ansvar på sig, så er jeg egentlig ret overbevist om, at samfundet ville have råd til, at GLS-buddet, murerarbejdsmanden og mange andre, der har et job, der slider på kroppen, kunne trække sig fra arbejdsmarkedet på værdig vis, sagde Marie Stærke.
