
Sent søndag aften blev SuperBrugsen på Ølsemaglevej udsat for indbrud. Her til formiddag oplyser politiet imidlertid, at de fire gerningsmænd formentlig måtte forlade supermarkedet tomhændet, da kasseapparaterne var tomme.
Indbruddet blev anmeldt klokken 23.21, og de fire indbrudstyve brød en elektronisk skydedør op til et vindfang og løb derpå ind i kioskområdet, hvor de rodede kasseapparaterne igennem. Kort efter forsvandt de væk ad samme vej, som de var kommet ind. De kørte derfra i to biler – den ene en Opel, muligvis en grå Astra-stationcar af en nyere årgang, mens den anden bil ifølge politiet kan være en grå Peugeot 308 stationcar. Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.