Køge Gymnasium har fundet sin nye rektor

Steffen Møllegaard Iversen afløser Peter Schiødt som rektor på Køge Gymnasium.

Køge Gymnasium har fundet sin nye rektor

Steffen Møllegaard Iversen bliver ny rektor på Køge Gymnasium.

Det bliver den 42-årige Steffen Møllegaard Iversen, der begynder som ny rektor på Køge Gymnasium 1. maj. Han afløser Peter Schiødt, der efter 13 år som rektor har valgt at gå på pension med udgangen af april.

Steffen Møllegaard Iversen har de sidste fem år været vicerektor på Roskilde Gymnasium, og inden da var han ansat i Børne- og Undervisningsministeriet både som specialist og som leder. Han startede sin karriere som gymnasielærer på Roskilde Gymnasium og har også tidligere været ansat på Syddansk Universitet, SDU, i en forskningsstilling.

Køge Gymnasiums nye rektor er uddannet cand.scient. i matematik og filosofi fra SDU. Han har derudover en ph.d.-grad i uddannelsesforskning fra samme sted, og han er forfatter til en række videnskabelige og praksisrettede artikler inden for uddannelse. Desuden har han gennemført en lang række kurser inden for ledelse, strategi og arbejdsmiljø.

Den røde tråd gennem hele Steffen Møllegaard Iversens arbejdsliv har været de gymnasiale uddannelser – uanset om det har været som lærer, forsker, embedsmand eller leder. Han har derfor et indgående kendskab til den gymnasiale verdens mange facetter, og det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på ham som skolens nye rektor. I ansættelsesudvalget deltog eksterne bestyrelsesmedlemmer, ledere, lærere og elever.

– Med Steffen Møllegaard Iversen får Køge Gymnasium en engageret, visionær og kompetent rektor, der brænder for unge menneskers uddannelse og dannelse. Vi er overbeviste om, at han kan være med til at sikre, at Køge Gymnasium også i fremtiden vil være en stærk og attraktiv uddannelsesinstitution med stor betydning de mange unge fra især Køge og Stevns, siger bestyrelsesformand Anton Svendsen i en pressemeddelelse.

Nu ser den kommende rektor frem til at tage fat på arbejdet fra 1. maj.

– Jeg glæder mig til at lære både elever og medarbejdere på Køge Gymnasium at kende. Køge Gymnasium er en velfungerende skole, der er anerkendt både i lokalmiljøet og i uddannelsessektoren, og jeg ser frem til at kunne bidrage til at gøre en god skole endnu bedre sammen med alle på og omkring gymnasiet, siger Steffen Møllegaard Iversen.