Kløvested: Naboerne til en svineproduktion i landsbyen Kløvested ved Borup har et mildest talt anstrengt forhold til lugten fra de mange tusind svin. Naboerne mener, at de mange svin spreder en uudholdelig stank ud over området, og derfor har de gennem årene klaget adskillige gange. De seneste klager er netop blevet behandlet af teknik- og miljøudvalget i Køge Kommune, og udvalget besluttede at afvise klagen.
– Vi valgte at afvise klagerne, fordi forvaltningen har lavet en meget grundig undersøgelse af problemerne, og de har vurderet, at der ikke er nogle ulovlige forhold, siger formand for teknik- og miljøudvalget Erling Larsen (S).
Hovedklageren bor ligesom svineproducenten på Tornbjergvej i Kløvested omtrent 215 meter fra svineproduktionen. Nogle af naboerne har tidligere forklaret til DAGBLADET, at når der er østenvind, er det ikke til at tørre tøj udenfor eller for den sags skyld at sidde udenfor. Og hovedklageren ønsker derfor, at kommunen lukker svineproduktionen eller pålægger svineproducenten lugt- eller støjreducerende foranstaltninger. Men kommunen kan kun gribe ind, hvis der sker noget ulovligt på stedet, eller hvis produktionen forurener væsentligt.
Kløvested-sagen begyndte i 2002, og har derfor før hørt under den tidligere Skovbo Kommune, men efter kommunesammenlægningen i 2007 er sagen landet i den nye Køge Kommune. Sagen er i denne omgang blevet grebet sådan an, at teknisk forvaltning i Køge Kommune løbende har foretaget tilsyn på og omkring svineproduktionen.