Frækt tyveri fra Kvickly mislykkedes

Foto: Kenn Thomsen

Det gik ikke helt som smurt, da tre mænd fredag eftermiddag forsøgte at slippe af sted med cremer og andet kosmetik for små 18.000 kroner fra Kvickly i Køge.

Midt- og Vestsjællands Politi fortæller, at fredag eftermiddag klokken 17.20 indfinder tre personer sig i butikken, hvor de to går ind i forretningen og med hver sin indkøbsvogn samler varer i form af dyre cremer og lignende til en samlet værdi af 17.826,10 kroner.

Nede bag i butikken blev varerne fyldt over i en kuffert, der ligeledes blev stjålet på stedet, og personerne forsøger herefter at forlade forretningen via vareindleveringen til forretningen. Her har den 3. person sørget for at åbne døren til en hurtig afgang.

Inden de tre tyve når så langt bliver de dog opdaget af personalet og de to af tyvene har held til at stikke af, mens personalet får fat i og tilbageholder den 3. tyv til politiet dukker op.

Han prøver først at få kufferten med de stjålne varer med sig, men smider den så fra sig inden han bliver indhentet af personalet.

Blev straks udvist

Politiet kørte til supermarkedet, hvor en 21-årig mand fra Polen blev anholdt og sigtet for tyveri af kosmetiske produkter og en kuffert til en samlet værdi af 17.826 kroner.

Han blev siden fremstillet i grundlovsforhør og fik en straksdom på 30 dages fængsel samt udvisning af landet og indrejseforbud i seks år.

Det lykkedes de to andre mænd at flygte fra stedet i en højrestyret, blå bil med gule nummerplader, som de havde stående på supermarkedets p-plads.

Senere på eftermiddagen meddelte en ansat fra supermarkedet, at hun under hundeluftning i Ejby-området havde bemærket den blå bil med de to sidste gerningsmænd i.

Da mændene så hundelufteren, skyndte de sig at køre væk, og politiet fandt hverken bil eller mænd i Ejby-området.

Politiet forsøger nu at få de to øvrige medgerningsmænd identificeret og anholdt.

Senere fredag aften omkring klokken 20.45 blev en udenlandsk mand tilbageholdt af personalet i supermarkedet Netto i Ølbycentret, hvor han havde taget en hårtrimmer og to tuber tandpasta til en samlet værdi af 180 kr.

Politiet anholdt en 32-årig mand fra Rumænien, som blev sigtet for tyveri af effekterne.

Han fik sin sag afgjort straks med en bøde, som blev betalt. Den 32-årige rumæner blev herefter løsladt.