Flot donation til Lyserød Lørdag i Køge

Mona Olsen donerer 7000 kroner til det gode formål takket være salget af hendes hjemmesyede muleposer

Mona Olsen (tv.), Guri Bøtting (th.), salg af muleposer til fordel for Lyserød Lørdag i Køge. Martin Sander Rasmussen

Sidste år kunne Mona Olsen overraske Lyserød Lørdag i Køge med en check på 5000 kroner, og i år overgår hun sig selv med en endnu større donation til kampen mod brystkræft, når har giver 7000 kroner til det gode formål.

Pengene stammer fra salg af hjemmesyede muleposer, som hun begyndte at sy i foråret 2020.

Muleposerne koster 50 kroner og sælges i tøjforretningen Tippy i Brogade samt i butikker i flere andre byer.

– Min datter driver flere tøjbutikker, og hun fik på et tidspunkt nogle nederdele hjem, som var gået i stykker og bare skulle smides ud. Hun havde også nogle ruller stof på lager, og så prøvede jeg at sy nogle muleposer af det, som hun kunne sælge i butikken, fortæller Mona Olsen, der har valgt at støtte Lyserød Lørdag, fordi hun selv har haft brystkræft.

Siden begyndelsen har det taget fart, for efterhånden har hun syet ikke færre end 638 muleposer. Hun syr det hele selv og bruger cirka halvanden time på en pose. Alle er unika, og hun har ingen omkostninger til projektet, da hun syr dem af stof fra familie og venner, så hele overskuddet går til Lyserød Lørdag.

– Nu da man skal betale for plastikposer alle steder, er der kommet ekstra stor interesse, og så går det jo til et godt formål, men jeg havde godt nok ikke regnet med, at det skulle blive så stort, som det er blevet, griner Mona Olsen.