
Køge: En 46-årig mand fra Køge blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger for mordet på sine to børn.
På begæring af anklageren valgte dommer Tove Hoesager som ventet at lukke dørene for pressen. Den tiltalte, hvis navn er underlagt et navneforbud, mødte op i retten eskorteret af fire betjente.
Den tiltalte har været indlagt på Rigshospitalet under konstant bevogtning af politiet siden fredag den 29. januar, hvor børnenes mor fandt den ni-årige søn og den 12-årige datter døde i en villa i Hastrup nær Køge. Børnenes far svævede også mellem liv og død efter et mislykkedes selvmordsforsøg. Lægerne vurderede mandag, at manden var rask nok til et grundlovsforhør, men i retten virkede han stærkt svækket.
Her lod han sin advokat Jørgen Hindhede føre ordet. Ifølge forsvarsadvokaten er den sigtede endnu ikke afklaret nok med situationen til at kunne udtale sig om en de tragiske begivenheder i huset i Køge.
– Min klient forstår, at han har været til grundlovsforhør og han forstår, hvad han er sigtet for, men han kan endnu ikke forholde sig til situationen. Han kan overhovedet ikke forholde sig til, at hans børn skulle være døde, siger Jørgen Hindhede.
Varetægtsfængslingen vil foregå i surrogat på et psykiatrisk hospital, hvor manden har indvilget i at undergå mentalobservation.