Auri overrasket over jobtilbud

Foto: Anders Kamper
Auri har overtaget Brøndbys Superligahold for en stund, men vil tilbage til U19-holdet. Foto: Anders Kamper
Auri har overtaget Brøndbys Superligahold for en stund, men vil tilbage til U19-holdet. Foto: Anders Kamper

Brøndbys nyudnævnte trænervikar for Thomas Frank, Auri Skarbalijus, blev meget overrasket, da han fik henvendelsen fra sportschef Troels Bech med tilbuddet om at blive cheftræner i foråret.

Det fortæller Auri i et stort interview i DAGBLADET Roskilde/Ringsted/Køge fredag.

– Jeg er ikke med i mediecirkus´et mere, så jeg vidste ikke, hvad der var sket eller skrevet. Det interesserer mig ikke, så da Troels sagde, at »som du ved, er der lidt i vores klub lige nu«, så sagde jeg bare »hvad er der«? Jeg vidste det ikke, og så spurgte han, om jeg ville være træner igen i nogle måneder.

Efter et par timers betænkningstid sagde Auri ja.

– Først sagde jeg nej, for jeg vil være Masterclass U19-træner. (…) Jeg kunne da godt se, hvad alternativet var, hvis jeg sagde nej. Der var ikke nogen oplagte emner, og en permanent afløser kunne ikke bare findes. Troels var ikke i tvivl om, at jeg skulle tage over, og det er jeg da beæret over, men jeg var ikke vildt begejstret. Men nu har jeg sagt ja, og så kører vi, og jeg nyder hvert et øjeblik.

Har roen så lagt sig i truppen?

– Ja. Staben og spillerne har været fantastiske til at holde fokus, og jeg har fra dag 1 forlangt, at det kun er det sportslige, vi fokuserer på. Alt det andet har vi alligevel ikke indflydelse på. Vi skal gøre det, vi skal og er ansat til, siger Aur.i, der som nævnt vil tilbage til U19-holdet igen.

– Jeg vil gerne være en kulturbærer i klubben, og når der er sket så mange ting, så kan jeg give en masse videre og være en slags samlingspunkt. Det tænder mig virkelig meget, og jeg er ikke kommet til Masterclass for at være der i et-to år, men helst 10-15 år, så jeg kan blive den bedste U19-træner i Danmark!