Anfører stjal i fokus - igen...

HB Køges anfører var i en batalje, der endte med rødt kort til kollega Jesper Christiansen i Næstved.

Mike Jensen med en tilfreds mine, da kampen er slut.

HB Køges anfører, Mike Jensen, var hysterisk glad, da det søndag eftermiddag lykkedes klubben at sikre en ny sæson i den næstbedste række.

1-0 over Næstved, så var den hjemme i en kamp, hvor Jensen igen kom i fokus mod Næstved. Sidste gang i Slagelse var det for en tackling på grænsen af det grimme, og denne gang, i Køge, fik Mike Jensen fremprovokeret en udvisning til kollega Jesper Christiansen.

Optakten var en tackling, hvor HB Køges William Madsen faldt i feltet, og det fik Jesper Christiansen til at skælde Madsen ud med ord, der vist ikke egner til tryk.

Det fik HB Køge-spillerne til at reagere, blandt dem Mike Jensen.

- Det var overtænding fra hans side, og William falder altså på en ikke filmende måde. Jeg tror ikke, jeg sagde noget, men jeg tjattede nok lige til ham (Jesper Christiansen, red.) med hånden. Jeg kom lidt sent ind i det, og vi vidste, det ville blive sådan en kamp. Jeg havde en idé om, at vi skulle spare på de gule kort, for de ville komme til sidst, når der var pres på - men jeg tjatter ham væk, og så kører han en hånd op på halsen af mig. Dommeren står lige ved siden af, og jeg kunne se på ham, at han ville give rødt kort med det samme, siger Mike Jensen med en fadøl i hånden i HB Køges sponsorlounge, hvor redningen fejres.

- Vi vidste, at sådan noget kunne og ville ske, og vi havde snakket om det. Jeg er utrolig stolt over, at vi trak det længste strå i den mentale kamp. Det er godt gået af så ungt et hold.

Og med den du er og den type, du er, så skal du ind i den slags situationer?

- Det er jo ikke fordi jeg er stolt over mig selv, når jeg fremprovokerer sådan noget, men jeg er stolt over, at jeg har forudset situationen og ved, at det kan opstå. Vi holdt hovedet koldt, og det gjorde de ikke, og det er det, der betyder noget nu, siger Mike Jensen, der er kisteglad for, at HB Køge kom tørskoet i land i en svær sæson.

- Det betyder så meget. Jeg kan slet ikke falde ned. Det har været en sæson, hvor man startede med at tænke "hmm, er det her nu smart" med alle de unge spillere. På den lange bane er det jo, men på det korte måske tvivlsomt, og jeg har skullet bruge utrolig meget tankevirksomhed på at tænke på, hvordan vi skulle løse kampene fordi vi ikke kunne regne med at vinde mange af dem. Det har været meget anderledes, og jeg har brugt meget energi på at overvinde de tanker. Derfor er det en stor lettelse, at vi er reddet, siger Mike Jensen.

- På den lange bane er det en genistreg af klubben at ændre strategien og satse hele butikken på de unge, og det får HB Køge stor gavn af fremover - især nu, hvor den gik hjem i første sæson. Der er nogle spillere, der er vokset rigtig meget.

- Vi landede lige, hvor vi skulle og med skindet på næsen. Det har været vildt, og det har nok været en af de hårdeste perioder i min karriere med så mange tanker om, hvad vi skulle og hvordan og med presset i bunden. De der "hvad nu hvis"-tanker har været utrolig svære at komme af med, siger Mike Jensen med en lettelse, der er mærkbar.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Næstveds anfører Jesper Christiansen.