
Mathias Klitgaard Selliah
Efter sommerferien bliver det en ny leder, som byder eleverne i 10. klasse ved Campus Køge velkommen.
Ole Boye Nielsen, som var med til at etablere 10. klasse ved Køges campus, går på pension, og efterfølgeren bliver Allan Kierkegaard, der har været skoleleder siden 2013 i Høje-Taastrup.
– Jeg glæder mig til at prøve noget, som jeg allerede kan, men ud fra en anden kommunal kontekst. Jeg ved endnu ikke så meget om 10. klasse i Køge, men der er nogle udviklingsspor, jeg finder rigtig interessante, siger Allan Kierkegaard, som starter i Køge d. 1. august.
Kendskab før ændringer
Allan Kierkegaard er læreruddannet fra N. Zahles Seminarium i 2004 og har diplom i offentlig ledelse.
– Jeg har arbejdet med 10. klasser i de sidste 17 år, men det særligt interessante ved Køge er, at 10. klasse ligger tilknyttet et campus. Når man arbejder med unge i 10. klasse er det ofte fordi, at de er uafklaret eller ikke er klar til næste step, og derfor er en placering ved et campus oplagt for at skabe forbindelser til de andre institutioner, fortæller Allan Kierkegaard, der har arbejdet med salg, markedsføring og økonomi i Post Danmark i 90'erne.
Den nye leder for 10. klasse i Køge kommer ikke med tasken fuld af omvæltninger fra dag 1.
– Jeg kender rigtig meget til 10. klasse, men endnu ikke så meget til institutionen i Køge. Derfor skal jeg blive klogere på stedet, før jeg overvejer noget nyt.
Med fra start
Tilgangen af Allan Kierkegaard betyder samtidig, at Campus Køge har sagt farvel til Ole Boye Nielsen, der har været en stor del af etableringen af 10. klasse ved den »nye« placering.
Han startede nemlig som afdelingsleder, da 10. klasse flyttede fra Ellemarkskolen i 2014.
Ole Boye Nielsen fortæller, at et stop har været en svær beslutning, men at tidspunktet er det helt rigtige.
– Jeg er gået hen og blevet 69 år gammel, og har det sådan, at jeg kører i moduler af 7-8 år. Det har jeg gjort i hele min karriere. Nu er jeg så gammel, at der bliver nødt til at indfinde sig noget ydmyghed til at fortælle sig selv, hvornår det rigtige tidspunkt er at stoppe, fortæller han og uddyber, hvor glad, at han har været for sin karriere.
– Jeg har ikke haft en eneste dårlig arbejdsdag i de 44 år og 11 måneder, hvor jeg har været lærer. Vi har fået en ekstra klasse på Campus Køge, som betyder ekstra økonomiske ressourcer, og der er desuden blevet sendt mange penge fra Folketinget på grund af corona. Der er medvind på cykelstien, så nu er det et godt tidspunkt at gå, siger Ole Boye Nielsen, der er særdeles glad for at sige farvel med de høje trivselstal, som han fortæller, at 10. klasse i Køge har.
– Nu vil jeg blandt andet bruge min tid på at kigge på marsvin ved vandet, afslutter han.
Ved Campus Køge er der i alt fem almindelige 10. klasser og en EUD-klasse, der er erhvervsrettet.