
Godt og vel 700 medarbejdere i den kommunale administration på rådhuset på Holbækvej foruden ansatte i kultur- og fritidsområdet modtager i år en kommunal julegave, som kommunens indkøbere har erhvervet i Jylland.
Den nyhed er formanden for de handlende i Vores Kalundborg, Brian Sønder Andersen, mildest talt vred over:
– Jeg synes, det er uanstændigt. Forkasteligt. Ikke kun, fordi vi lever med og i en corona-tid, hvor mange handlende er ekstra udfordrede, men fordi princippet om at handle lokalt også bør gælde kommunen.
Kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen erkender, at julegaveindkøb for cirka 150.000 kroner lægges udenfor Kalundborg Kommunes grænser. Og det beklager han:
– Det er sket af både praktiske og hensigtsmæssige grunde. Det har tidligere været sådan, at medarbejdere i de enkelte led i administrationen og på andre områder har handlet ind separat, men til i år besluttede vi at samle kræfterne således, at færre tog sig af opgaven og til gengæld søgte at opnå en fordelagtig aftale, et bedre tilbud, så at sige, i forhold til det afsatte beløb. Der, hvor vi ikke har haft fokus, er så at handle lokalt, siger kommunaldirektøren.
Brian Sønder Andersen mener ikke, at Kalundborg Kommune reelt har nogen brugbar undskyldning:
– Jeg kan ganske enkelt ikke i min vildeste fantasi forstå, hvorfor man ikke har forsøgt at indhente et tilsvarende tilbud på en julegave, hvis det var sådan, det skulle være, i Kalundborg Kommune. Det handler jo ikke om, at kommunens julegaveindkøb skal komme alle de lokale handlende til gode. Det handler derimod om princippet om at handle lokalt og støtte den eller dem, der kan give et tilbud, som kommunen er tilfreds med. Men den mulighed har øjensynlig slet ikke været inde i overvejelserne, siger Brian Sønder Andersen.