Er formen ikke helt i top, men er ønsket om at løbe til stede, har man muligheden for, på 13 uger, at træne sig op til at kunne løbe fem kilometer.
Det er i hvert fald, hvad Høng Løbeklub lover de deltagere, der 27. februar møder op ved Høng Hallen klokken 18 og tilmelder sig forløbet, der efter 13 ugers træning gør dig klar til, blandt andet, at løbe med i Royal Run, som foregår 2. pinsedag, mandag den 29. maj.
– Vi løber mandage, onsdage og lørdage og henvender os til alle, der gerne vil opnår at kunne løbe fem kilometer. Og som gulerod kan man tilmelde sig det populære Royal Run og løbe sammen med klubkammeraterne, siger Britta Laursen, der er formand for Høng Løbeklub.
I år samarbejder Høng Løbeklub med DGI om deltagelse i Royal Run i København, et løb, som Kronprins Frederik og hans familie deltager i.

Der er informationsmøde lørdag den 25. februar klokken 10 i kantinen i Høng Hallen, hvor man får information om, hvad træningen indeholder og hvordan den er tilrettelagt.
– Det er både sjovt, socialt og seriøst og helt uforpligtende at møde op og træne med nogle gange, og tag gerne din træningsmakker med. I år samarbejder vi med DGI om deltagelsen i Royal Run på 5 km løb og 5 km powerwalk. Uanset, hvor langt du kan løbe eller gå, er du velkommen i fællesskabet. Vi finder et hold, der passer til den enkelte, siger Britta Laursen.
De 13 ugers målrettet træning indeholder træningsplan, løbetekniker, skadeforebyggelse, anatomi/fysiologi, selvværd og glæde ved løb, styrketræning, varierede træningsformer, kost og ernæring, facebook gruppe, socialt fællesskab, DGI uddannede trænere, Royal Run 5 km i København den 29. maj, hvis man har lyst, og medalje efter 5 km løb ved Bildsø Strand den 3. juni.

Om Royal Run
2. pinsedag, mandag den 29. maj er der Royal Run i fem byer i Danmark, Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg. Alle kan være med uanset alder og kondital på distancerne løb eller gang på one mile (1,6 km), 5 km og 10 km.
Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik. Royal Run støttes af Nordea-fonden, TrygFonden og Novo Nordisk Fonden. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run.
CK