Af Bjarne Robdrup
Vikingernes historie rykker ind i Gørlev i et projekt, der skal inspirere alle generationer gennem leg og viden – men ikke mindst børn og unge fra daginstitutioner og skoler i læringsprocesser. Og samtidig skal projektet inspirere de besøgende til at lære Naturpark Åmosen endnu bedre at kende.
Det er – i overskrifter – hensigten med et lege- og videncenter placeret lige bag ved Gørlev Bibliotek med indkørsel fra Algade.
Det er Gørlev og Omegns Lokalråd, som har udviklet og initiativtsat projektet på den godt 800 kvadratmeter store, kommunalt ejede grund, og det er Nordeafonden, som med godt 900.000 kroner – hele den sum, der er søgt til formålet – sørger for, at projektet kan levendegøres.
Næsten da.
For onsdag 4. november er der borgermøde i Den Gamle Sukkerfabrik (det tidligere skattehus) om det nye projekt, der også har lagt billet ind på en kvart million kroner fra den pulje på i alt en million kroner, som Gørlev by modtager fra Kalundborg Kommune i forbindelse med Få Det Fixet-puljen.
– Det samlede projekt kommer til at koste cirka 1,15 millioner kroner, og vi håber naturligvis, at borgerne vil være enige i, at projektet bag biblioteket bør have de 250.000 kroner, der søges fra den pulje. Men det skal hele byen være med til at bestemme. Derfor borgermødet, siger lokalrådets formand, Jonas Henriksen.
Det er en både meget grundig og detaljeret ansøgning, lokalrådet har sendt til Nordeafonden – og som fonden altså har valgt at støtte med hele det beløb, lokalrådet har søgt om.
Baggrund, årsag, form og indhold omkring projektet, hvor alle aktiviteter bygges op i vikingestil, fremgår af ansøgningen, hvor lokalrådet blandt andet fastslår:
– Gørlev er omgivet af den store og historiske Naturpark Åmosen. Her vil vi lave en park, som skal danne rammerne for leg, natur og historie. Der vil være spændende aktiviteter for alle – og besøgende vil blive inspireret til oplevelser i naturparken. Historierne vil blive fortalt af lokale skolebørn.
Lokalrådet har »solgt« projektet med følgende udtalelse:
– Parkens design tager udgangspunkt i naturparkens historiske ophav med vikinger. Børnene skal sige WOW! når de kommer ind ad porten, og forældrene kan læse mere om det omkringliggende område i brochurer – og sammen med deres børn se film og høre historier fra Åmosen, mens de nyder deres medbragte mad. Historierne fortælles af både Naturpark Åmosen, men i lige så høj grad af lokale skoler og børnehaver, som hvert år holder emneuger og producerer indhold til anlæggets skærme. Dermed trækker parken også forældre og bedsteforældre, der skal opleve deres børn på skærmene. Naturpark Åmosen er et skatkammer af historier. Og det skal det kommende anlæg i Gørlev understøtte.
Det forventes, at projektet etableres og færdiggøres i løbet af 2021.