Vandstærens hvide visitkort

Foto: Jakob Erhardt Pedersen, Jakob Erhardt Pedersen

Naturfotografen Per Huniche Jensen fra Kalundborg, der ofte går under betegnelsen Dyrenes Paparazzo, kørte i weekenden en tur ud i landskabet for at se, om han kunne finde nogle gode motiver og dermed imødekomme læsernes efterspørgsel på billeder af natur, fugle og dyr.

– Lørdag var jeg ved Strids Mølle for bare lige at se, om jeg kunne se vandstær der, beretter Per Huniche.

Det trænede fotograf-øje fik straks øje på vandstærens særlige visitkort:

– Jeg så med det samme, at der var fugleklatter på sten i vandet – noget, som fortæller mig, at vandstæren er her.

– Og sørme om ikke jeg fik set to på én gang. Den ene var så venlig lige at skrive sin autograf på en af stenene, fortæller fotografen.

Hans observation bliver ledsaget af ovenstående billeder.

– Så kan læserne se, hvad jeg mener. Det er som at se spor af rådyr og krondyr på en tur ude i den vilde danske natur, forklarer Per Huniche, der sender sine varmeste julehilsner sammen med billederne af vandstæren ved Strids Mølle.