Ukrainske kvinder gengældte venlighed med et godt måltid

Ved juletid fik ukrainske flygtninge i Kalundborg en julekurv. Lørdag inviterede de til gengæld på ukrainsk mad.

Ukrainere lavede mad til nye danske venner

Nataliia Panchyshka kom til Kalundborg sammen med en ven for et år siden, da krigen blev voldsom på hendes hjemegn i Luhansk.

Foto: Jens Wollesen

Der var godt fyldt ved bordene i Aktivitetscentret på Esbern Snares vej, da Kalundborg Broderlaug lørdag sammen med 17 ukrainske kvinder bød på ukrainsk mad.

Nataliia Panchyshka og de andre havde brugt hele dagen i køkkenet for at være i stand til at takke for den julekurv, de modtog fra Kalundborg Broderlaug i december.

Cirka 80 kalundborgensere købte billet til Kalundborg Broderlaugs arrangement.

Hun er 33 år gammel og flygtede for et år siden til Danmark med kurs mod Kalundborg.

– Min kusine bor her i nærheden, hun er gift med en dansk mand, fortæller Nataliia Panchyshka.

I Ukraine arbejdede hun i en velgørende fond, indtil de russiske angreb på hendes hjemegn i Luhansk-regionen blev så voldsomme, at hun flygtede sammen med en ven.

– 80 procent af området er i ruiner nu, og russerne har erobret området. Min far og min mor blev i Ukraine, fordi de er ældre og ikke ville afsted, og i dag har jeg ingen kommunikation med dem. Det er svært, siger Nataliia Panchyshka, der går på sprogskole og netop har været i praktik som køkkkenassistent på ZBC i Ringsted.

En stor tak til jer alle og til de frivillige i Kalundborg Broderlaug

Borgmester Martin Damm (V)

Borgmester Martin Damm (V) bød velkommen.

– Vi danskere følger meget med i situationen i Ukraine, og frivillige stod klar til at hjælpe, da krigen brød ud, ligesom mange ukrainere, der allerede boede i Danmark kørte til Polen og hentede deres landsmænd ved grænsen eller i Ukraine, sagde Martin Damm.

Han fortalte, at der i Kalundborg Kommune bor cirka 200 ukrainske flygtninge, og derudover er der omkring 50 ukrainske statsborgere, som boede og arbejdede her, allerede inden Rusland angreb Ukraine.

Kort om Kalundborg Broderlaug

Kalundborg Broderlaug blev stiftet 14. februar 2018.

Broderskabet bygger på de grundlæggende principper om venskabets ubrydelige bånd.

Broderlauget støtter humanitære formål, blandt andet foreningen Home Start og kvindekrisecentret i Kalundborg.

Der er lignende broderlav i Skagen, Svendborg, Holbæk, Slagelse/Skælskør og Roskilde.

– I har oplevet, at I Danmark kommer man ingen vegne uden CPR-nummer, bankkonto og MitID, lød det fra borgmesteren, og det fik grinet frem hos de ukrainske kvinder.

– Nu er I efterhånden blevet etablerede og har fået lejligheder at bo i, er kommet på sprogskole og nogle har fået job, sagde Martin Damm, der glædede sig over, at et fælles måltid kunne danne rammen om nye bekendtskaber.

Der var rigeligt mad til alle, og noget godt til ganen.

– En stor tak til jer alle og til de frivillige i Kalundborg Broderlaug, sagde Martin Damm.

Omkring 80 købte billet til måltidet, og grundet sponsorstøtte går alle pengene til broderlavets fortsatte sociale arbejde, blandt andet fik de ukrainske flygtninge en gavecheck til indkøb med hjem.