Fem gange i løbet af efterår og vinter har Symb på Kalundborg Station været udsat for hærværk og indbrud, og i stedet for en glasdør, er der i øjeblikket sat en midlertidig træplade op ved Symb ud til ventesalen.
I øjeblikket er der problemer med unge, som skaber uro ved at spille høj musik, ryge og kører knallerter på Kalundborg Station.
– Nogle går drengestregerne over stregen, siger Søren Mariegaard, som er formand for Symb.
Det betyder, at både folk som skal med toget, eller som er i Symb, føler sig utrygge ifølge Søren Mariegaard.
Onsdag havde Symb derfor taget initiativ til et møde om trygheden på Kalundborg Station, hvor SSP, det lokale politi, DSB, Natteravnene i Kalundborg, Kalundborg Flygtninge Netværk og Skaberzonen.
– Det var et utroligt godt møde, og vi blev enige om at mødes igen om en måneds tid, fortæller Søren Mariegaard.
Et stort ønske har været videoovervågning, og det bliver ifølge Søren Mariegaard sat op her i 2023.
Glasdøren ind til Symb er blevet ødelagt flere gange, så nu bliver der lavet en ny løsning med et rullegitter foran glasdøren. Den skulle være klar om en måneds tid.
Når gruppen skal mødes næste gang om en måned, skal det være ved aftenstid. Så skal gruppen gå tur på stationen, og se, hvor der kunne være behov for mere lys eller andet.
I juleferien var ventesalen lukket af på grund af hærværk og indbrud, hvilket betød, at folk måtte vente på bus og tog ude i kulden.
– Det blev også vendt på mødet, om der skal være lukket af for ventesalen på visse tider, fortæller Søren Mariegaard.


