Kampen havde det meste af dét fodbold-tilhængere elsker at se – godt spil, høj intensitet, masser af chancer og mange mål.
Men alligevel var Svebølle i fodboldens serie 1 meget ærgerlige over det uafgjorte 3-3-resultat på hjemmebane mod Køge fra toppen af tabellen lørdag eftermiddag.
Med en lidt tilfældig udligning i dommerens femte overtids-minut, kunne gæsterne snuppe et point i sidste øjeblik, og det ærgrede naturligvis Svebølles spillende cheftræner Jonas Thomsen.
– Selvfølgelig er det pokkers ærgerligt at se Køge udligne på en tilfældighed til sidst, når vi tre gange i løbet af kampen var foran. Men generelt var det en rigtig topkamp mellem to gode hold i højt tempo. Noget af det bedste, jeg har set længe, lød vurderingen fra Svebølles spillende træner.
I et jævnbyrdigt og seværdigt opgør, hvor spil og chancer bølgede frem og tilbage, var det Svebølle der kom foran, da Moussa Al Moussa fangede en tabt bold fra Køge-keeperen.
Men ikke længe efter var det Svebølle-keeper Rasmus Hansens tur til at tabe en bold, som Køge fik udlignet på.
I sæsonpremieren mod Svogerslev gik Svebølles formstærke cheftræner forrest med tre mål og et oplæg til sidste scoring.
Og lørdag fulgte den velspillende træner så op med mål nummer fire i foråret, da han scorede på et straffespark, som han selv havde skaffet efter lækkerier i feltet.
Kampen fortsatte i meget varieret form, og undervejs løb Svebølle ind i et par advarsler, og nede med to mand, havde hjemmeholdet nok at se til. Og smo 10 minutter før tid fik Køge udlignet til 2-2.
Men ret hurtigt efter luftede træner Thomsen igen den gode form og spillede Nick Trier fri til det, der lignede et sejrsmål – altså indtil Køge skaffede sig overtidsbetaling.
– Vi troede selvfølgelig sejren var hjemme. Ærgerligt, men en stærk præstation, som er god at bygge videre på, lød det med tilfredshed fra Jonas Thomsen.
I det omvendte opgør i august vandt Køge hjemme med 4-1.


