Supermedlem hædret

Træning: Et medlem af Loop Fitness har rundet træning nummer 2250. Det blev fejret forleden.

Supermedlem hædret

Lene Sødorf har trænet imponerende 2250 gange på 10 år i Loop i Kalundborg og Jyderup. Forleden blev hun hædret med blomster, flag, rød løber med mere. Privatfoto

Kalundborg/Jyderup: Seks gange om ugen sætter 73-årige Lene Sødorf fra Svebølle sig op på sin el-cykel og kører enten til Loop Fitness i Kalundborg eller i Jyderup.

Det har hun gjort siden 3. april 2013, da hun startede i LOOP Kalundborg, og, da Loop i 2016 åbnede i Jyderup, kørte hun også dertil for at træne.

Det er på små 10 år blevet til hele imponerende 2250 træninger i alt, og det kunne have været mere, hvis ikke corona nedlukningerne havde været der.

– Jeg kan ikke undvære min træning, og det er så rart at komme i Loop, hvor man får trænet hele kroppen igennem på kort tid, og fordi der er plads til alle. Jeg starter som regel med romaskinen som opvarmning, og så tager jeg en runde eller to i cirklen, og slutter af med en kop kaffe og en sludder efter træningen, fortæller Lene Sødorf.

Stående applaus og hæder

Forleden, da Lene Sødorf mødte op til træning i Loop i Jyderup, stod indehaveren, Lasse Hansen og en masse medlemmer klar med rød løber, stående applaus og blomster fra både Loop og fra de menige medlemmer.

Det var Lasse Hansen selv, der i sin tid meldte Lene Sødorf ind, så ud over den utrolige ihærdige træning, kunne Lene Sødorf også fejre 10 års jubilæum.

– 2250 træninger er en kæmpe bedrift. Lene er ubetinget det medlem, blandt de seks centre, jeg ejer på Sjælland, der har trænet allermest. Sikke en viljestyrke, du har Lene. Det er så flot at du kan holde motivationen oppe i så lang tid, og tilmed cykelturen i alt slags vejr. Der må altså være noget om snakken, at det afslappet træningsmiljø, hvor man kan få enkel og effektiv træning, er noget, som er godt og holder, også selvom man har trænet så mange gange som Lene, sagde Lasse Hansen blandt andet i sin tale til den flittige Lene Sødorf.

Lene Sødorf har trænet imponerende 2250 gange på 10 år i Loop i Kalundborg og Jyderup. Forleden blev hun hædret med blomster, flag, rød løber med mere. Privatfoto