Gørlev: Op mod 80 borgere fra Gørlev samt repræsentanter fra Høng Varmeværk og Kalundborg Forsyning var stimlet sammen i den Gamle Sukkerfabrik torsdag aften, da planerne om et fremtidigt fjernvarmeanlæg i byen skulle drøftes.
Ifølge initiativtager Birgit Frederiksen var der stor opbakning og interesse at spore blandt de fremmødte.
– Det er min klare forventning, at det kommer til at blive en realitet med fjernvarmenetværket. Foruden deltagerne på mødet har lokalrådet i Gørlev også fået 114 henvendelser fra borgere, der ønsker at overgå til fjernvarme, forklarer hun til Nordvestnyt.
Før fjernvarmeinstallationen kan sættes i reel bevægelse kræver det, at op mod 700 borge ytrer ønske om at koble sig på. Men ifølge Birgit Frederiksen bliver det ikke et problem, hun peger samtidig på, at der er i grovskitsen for projektet også er mulighed for, at varmeledningen vil kunne understøtte de omkringliggende byer.
– Vi ved, at de fossile brændstoffer skal udfases frem mod 2035. Derfor giver det rigtig god mening, at vi sætter et arbejde i gang nu for at sikre, at olie- og gasforsyningen i Gørlev skiftes til en mere permanent og nem løsning. Og i går kunne vi se, at der for alvor var opbakning til planerne, lyder det fra Birgit Frederiksen.
Birgit Frederiksen oplyser, at der nu er nedsat en arbejdsgruppe, som skal stemme dørklokker samt gå i dialog med Gørlevs mindre virksomheder og skoler for at informere om fjernvarmetilslutningen.