Sort arbejde for Løve Mølle

17.000 egetræsspåner indkøbt fra Polen. 42 i hvert bundt. Og hver og én skal dyppes i sortpigmenteret, miljøvenlig imprægneringsvæske, stilles til tørre, og bundtes igen, så spånerne kan transporteres op til Løve Mølle, hvor arbejdet med at skifte møllehattens spåner ud begynder 1. august.

- Vi har haft fat i dem flere gange. Først skulle de stilles til tørre, så bundtede vi dem igen, og nu skal vi have dem alle sammen ud af bundterne og dyppe dem i væsken. Så drypper de af, før vi igen lægger dem på pallerne, forklarer møllebygger Jørn Nilsson fra Løve til Nordvestnyt.

Han har de sidste tre dage været i fuld gang med at dyppe spåner sammen med fire andre frivillige fra Løve Mølle. Arbejdet foregår nede hos Jørn Nilsson, som byggede de nye vinger, møllen fik for et par år siden.

- Det er rent sort arbejde, griner Henning Vingborg, der sammen med Ole Hedelund Andersen, Arne Henriksen og Jens Christian Hansen knokler på med at få alle 17.000 spåner bearbejdet, så de er klar til at blive sat op.