I 2002 satte Kalundborg Amatør Teaters opsætning af Hans Heisings version af eventyret »Snehvide« ny rekord med 2700 tilskuere i Gryden på Møllebakken til byspillet i Kalundborg.
Til sommer genopsættes Hans Heisings stykke.
– Hans og jeg har planer om at sætte »Snehvide« op til sommer, fordi der ikke er andre, der har budt ind. Vi trænger lige til en musical-pause, så vi kan samle kræfter til næste år, hvor Klaus Ødegaard vil stå for opsætning af »Pippi The Musical«, siger KAT-formand Jakob Hedeboe.
Hans Heising annoncerede ellers sidste vinter, at han med genopsætningen af sin »Oliver Twist«-forestilling som vinterspil ville stoppe med KAT-opsætninger, men nu vender han alligevel tilbage.
Aktuelt prøver Hjalmer Johansen og et hold spillere på livet løs i KAT-Huset i Nygade i Kalundborg på Emlyn Williams' gyser »Når mørket sænker sig«, der sættes op som vinterspil med premiere den 2. marts og i alt 12 forestillinger.
Det er kendte KAT-spillere, der kan ses i hovedrollerne – veteranerne Inge-Lise Nielsen og Axel Gadegaard, som henholdsvis fru Bramson og Dan, og unge Alaia Højrup Hansen som Bramsons niece Olivia Grayne.
Alaia Højrup Hansen og Axel Gadegaard kunne sidste sommer ses i hovedrollerne som Maria og kaptajn Von Trapp i »The Sound of Music« i Gryden.
Og Inge-Lise Nielsen og Axel Gadegaard spillede hovedrollerne i sidste års vinterspil »Vild sti« – som fru Tove og den fredløse søn Ebbe Skammelsøn.