Slagtermester stopper efter otte år

jobskifte: Slagtermester Jonas Kristensen har sidste arbejdsdag fredag den 31. marts i Meny Kalundborg. Samme dag inviterer han kunderne til afskedsfest med grillpølser.

Slagtermester stopper efter otte år

Slagtermester Jonas Kristensen stopper i Meny, fordi han gerne vil have mere tid til familien. En beslutning, som købmændene Michael Skovgaard Rasmussen (t.v.)og Peter Egebæk (t.h) var kede af, men bakker op om. Foto: Eva Lyng Johansen

Foto: Foto: Eva Lyng Johansen

For Jonas Kristensen har de otte år som slagtermester i Meny Kalundborg været en spændende rejse sammen med de to Menykøbmænd Peter Egebæk og Michael Rasmussen, som også kom til Kalundborg for otte år siden.

– Jeg startede med tre ansatte og i dag er vi 20 fuldtidsmedarbejdere plus de løst ansatte, siger Jonas Kristensen.

Slagterafdelingen har vokset konstant gennem årene, og i dag en af de største i Danmark.

– Det har været en fed rejse sammen med Peter og Michael, hvor vi har kunnet mange, mangedoble omsætningen på sådan en kort periode, siger Jonas Kristensen og tilføjer, at væksten stadig fortsætter trods krisen.

Købmand Peter Egebæk fortæller, at slagter- og delikatesseafdelingen er fundamentet for Meny Kalundborg, som hjælper med at tiltrække mange kunder langvejs fra.

Meny har også deltaget i mange store arrangementer, som Kalundborg Rocker, byfest og leveret mad til Lion’s Cup. Det har været sjovt, men også hårdt arbejde.

– Vi har også et kæmpe netværk i byen. Især med virksomheder, som bruger os meget til arrangementer og mad ud af huset, siger Jonas Kristensen.

Tid til familien

Den store vækst har dog også krævet meget tid og hårdt arbejde, og det har kun været muligt, fordi Jonas Kristensens kæreste Kathrine Bramsted, har bakket op og trukket et stort læs på hjemmefronten, hvor der er hele seks børn i alderen fra 4 år til 19 år.

Det er blandt andet derfor, at Jonas Kristensen nu vil prøve noget helt nyt, hvor han skal arbejde som procesoperatør på Novo Nordisk.

Beslutningen var dog lang tid undervejs. Udover at Jonas Kristensen har arbejdet tæt med Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen gennem de sidste otte år, så ses de også privat. Derfor var det også en svær besked at give.

– Det var den sværeste dag i mit liv. Men den måde som Peter og Michael tog imod min beslutning var helt fantastisk. Selvom de syntes, at det var hårdt at miste mig, så var der også opbakning til min beslutning, siger Jonas Kristensen.

– Vi blev meget kede af det – det skal ikke være nogen hemmelighed, men vi har også den største og dybeste respekt for Jonas’ beslutning, fordi han træffer den, fordi han vil være mere sammen med sin familie. Vi holder både meget af Jonas og hans familie, siger Peter Egebæk.

– Vi har også en tro på, at det Jonas har fået bygget er så stabilt, at det kan vi bygge videre på. Jonas har skabt det her grundlag med benhårdt arbejde, og måske også mere end hvad sundt er i det lange løb, og det er klart, at jeg og Michael kigger indad som mennesker, om vi skulle have gjort noget anderledes, så Jonas ikke havde brugt så meget af sit liv på det, siger Peter Egebæk.

Med i bestyrelse

Jonas Kristensen vil dog også være tilknyttet Meny Kalundborg i fremtiden, da han skal være en del af den professionelle bestyrelse som Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen har besluttet at få oprettet i maj 2023.

– Vi er nået til det punkt i vores virksomhed, hvor Michael og jeg har brug for noget professionel sparring, og det er også en måde, vi kan holde kontakten til Jonas, som har et indgående kendskab til vores virksomhed, hvilket har en stor værdi, siger Peter Egebæk.

Bestyrelsen skal bestå af medlemmer med mange forskellige kompetencer.

Jonas Kristensen har været med til rekruttere den nye slagtermester, som bliver 36-årige Patrick Carlsson, som allerede er startet i Meny.

Jonas Kristensens sidste arbejdsdag er fredag den 31. marts, hvor han inviterer til afskedsfest med grillpølser, øl og vand i et telt på Menys parkeringsplads fra klokken 12 til 17.

Slagtermester Jonas Kristensen stopper i Meny, fordi han gerne vil have mere tid til familien. En beslutning, som købmændene Michael Skovgaard Rasmussen (t.v.) og Peter Egebæk (t.h) var kede af, men bakker op om. Foto: Eva Lyng Johansen