Skibbrogade skal være genbrugscentrum

Første genbrugsmarked kommer til at foregår lørdag den 1. juni.

En håndfuld forretningsdrivende. En god ide. Genbrug og secondhand. Borgerinddragelse. Liv i gaden. Nogenlunde sådan er ingredienserne i et nyt påhit fra butikslivet i Kalundborg midtby.

Fire butikker i Kalundborgs midtby er gået sammen om at arrangere en række secondhand-markeder, hvor man som privatperson kan booke en stand og sælge ud af sin garderobe. Det er arrangørernes håb, at det kan udvikle sig til tilbagevendende begivenheder hver sommer.

Initiativtagere er fra Din Tøjmand, Tekstur, Better Life og Brillehuset. De er inspireret af loppemarkeder med kvalitetstøj fra Ritas Blå Lopper eller det meget populære Veras Market, der nu findes både i København, Århus og Odense.

Skibbrogade har gang i mange spændende tiltag i disse år, og det er også her, det nye secondhand-marked kommer til at foregå. Arrangementet har derfor også fået navnet ’Skibbrosalg’. Forventningen er, at Skibbrosalg kan appellere til både lokale, sommerhusejere og turister.

Første markedsdag er lørdag 1. juni, og selve markedet kommer til at foregå på hjørnet af Skibbrogade og Kordilgade. Her vil der være en række stande, der sælger tøj, sko og accessories til en fornuftig pris.

- Skibbrogade har en rigtig god atmosfære, og det er fedt at være med til at skabe et anderledes samlingssted i midtbyen. Vi håber på at appellere til såvel tilflyttere som lokale, som synes det er hyggeligt at gå på langsom skattejagt i boderne med en to-go kaffe i hånden, siger Joachim Lefolii fra Brillehuset.

Er man interesseret i at få en stand og være med til at starte den nye tradition op, kan man følge med på Facebook på begivenheden ”Skibbrosalg,” hvor det er muligt at se yderligere informationer om markedet og kontakte arrangørerne.

Fra venstre: Susanne Rahbek, Better Life, Philip Jensen, Din Tøjmand, Christine Søvsø, Tekstur, Joachim Lefolii, Brillehuset og Andreas Verdoes, også Din Tøjmand, er gået sammen om at skabe en ny tradition i Kalundborg.