
Rørvig Folkehøjskole køber Havnsø Kro. I forvejen havde højskolen erhvervet Havnsø Hotel og Kursuscenter, som ligger på naboadressen, men skolen havde brug for mere plads, forklarer forstander Ole Blenkov.
– Vi har brug for forholdsvis meget plads. Vores elever er i gennemsnit en smule ældre end den typiske højskoleelev, og det er de færreste af dem, der ønsker at dele værelse med en anden elev, forklarer rektor for Rørvig Folkehøjskole Ole Blenkov, der også fortæller at Rørvig Folkehøjskole har betalt omkring tre millioner kroner for Havnsø Kro.
Præcis hvordan, højskolen har tænkt sig at bruge Havnsø Kro, ved Ole Blenkov endnu ikke.
– Kroen skal muligvis bruges til undervisning, eller den skal måske indrettes til beboelse. Der er forskellige muligheder, og vi har endnu ikke lagt os fast på en endelig løsning. Kroens lokaler skal naturligvis sættes i stand, men vi har til gengæld ingen planer om at kroen skal rives ned, lover rektor.
Havnsø Kros nu tidligere ejer Niels Erik Kiilsholm forklarer om sin beslutning om at sælge den lokale kro:
– Jeg trængte til at prøve noget andet. Jeg har været i krobranchen i 13 år. Først i seks år på Snertinge Kro og senere i syv år på Havnsø Kro. Pludseligt var muligheden der, og så slog jeg til, fortæller han.