Opfører håndværkercamp med 610 boliger midt i Kalundborg

De første skridt til håndværkercampen er taget, og de første boliger skal være klar til indlytning til august. Når campen er helt færdig, kommer den til at bestå af 610 værelser.

En midlertidig håndværkercamp midt i Kalundborg by skal levere boliger til de mange håndværkere, der er beskæftiget i byggeriet i Kalundborg. De første 160 værelser skal være klar allerede til august.

Det er en konstant udfordring at skaffe boliger nok til de mange håndværkere, som i disse år er beskæftiget på byggepladser rundt om i Kalundborg. Nu vil firmaet Adapteo opføre en håndværkercamp med 610 værelser midt i Kalundborg.

- Vi forventer, at det primært vil være håndværkere til Novo Nordisk-byggeriet, som vi lejer sig ind. Men alle er velkomne, siger Jens Smith, der er head of camp and accommodation i Adapteo.

Håndværkercampen i Kalundborg vil blive opført i to etaper. Første etape består af 160 værelser, der skal være klar til indflytning til august i år. Herefter kommer en anden etape bestående af yderligere 450 værelser.

Forventningen er, at der vil være stor efterspørgsel efter boligerne i håndværkercampen, siger Jens Smith.

- Der er ikke udsolgt endnu. Det plejer dog at gå hurtigt, når først dørene bliver åbnet, siger han.

Campen skal stå i ni år.

Adapteo specialiserer sig i at levere fleksible og tilpasningsdygtige bygninger til blandt andet byggebranchen. I Danmark har virksomheden hjemme i Greve, men derudover har den også afdelinger i Sverige, Finland, Norge, Tyskland, Belgien, Litauen og Holland.

Virksomheden har tidligere gjort sig erfaringer med at opføre håndværkercamps som den i Kalundborg. Det var således Adapteo, der byggede "Håndværkerbyen": en camp, som skal huse over 1200 arbejdere, der er med til at bygge Femern Bælt-tunnellen mellem Danmark og Tyskland.

Håndværkercampen i Kalundborg kommer til at ligge på en grund på Asnæsvej ved siden af Multi-Tech. Forventningen er, at campen kommer til at stå i de næste ni år, fortæller Jens Smith.

- Vi glæder os utroligt meget til at åbne Camp Kalundborg. Vi går altid efter at levere en camp, som kan være håndværkernes base, når de er lang tid væk hjemmefra, hvor de kan trives, restituere og samle kræfter til en udfordrende hverdag, siger han.