Ombygning af friskole udsat

Foto: Per Buurgaard Christensen
08KAL Højbo Friskole bygger.Højbo Friskole bygger en ny udendørs/indndørs scene til et par millioner. Vi mødes medrepræsentanter fra skolen, der fortæller om projektet og viser tegninger frem.
  Foto: Per Christensen.
08KAL Højbo Friskole bygger.Højbo Friskole bygger en ny udendørs/indndørs scene til et par millioner. Vi mødes medrepræsentanter fra skolen, der fortæller om projektet og viser tegninger frem. Foto: Per Christensen. PerChristensen

Egentlig skulle ombygningen af Højbo Friskoles gymnastiksal være i fuld gang, men byggeriet er udsat, og det ser først ud til at komme i gang til foråret.

– Problemet var, at det under licitationen viste sig, at være noget dyrere at få udgravet en kælder under skolens gymnastiksal, end vi oprindeligt havde forventet. Faktisk ville det koste næsten en million kroner mere, end der oprindeligt var budgetteret med, fortæller skoleleder Jeanne Schou Andersen.

Meningen var, at det nybyggede kælderlokale skulle huse nye badefaciliteter, som skolens elever kan bruge efter idrætsundervisningen.

– Vi skal stadig have nye badefaciliteter, men løsningen bliver i stedet en udbygning af gymnastiksalen og badefaciliteter i samme plan, siger skolelederen.

Højbo Friskole har netop søgt om byggetilladelse til de nye planer hos Kalundborg Kommune, og når planerne er godkendt, skal de derefter i udlicitering.

– Alt efter hvor hurtigt det kan gøres, kan vi gå i gang med byggeriet til foråret. Det tidligste bliver i marts, men et mere realistisk bud er nok engang i april. Samtidig er det både lettere og billigere at bygge om foråret end om vinteren, så det er ikke noget problem, at vi først kan komme i gang om et par måneder, siger Jeanne Schou Andersen, der dog lover at byggeriet vil komme i gang inden for den nærmeste fremtid.

Ideen med en ombygning af Højbo Friskole startede med et ønske om nye og bedre faciliteter til musikundervisningen samt en scene til musikalske optrædener.

– Musik er et fag, som vi prioriterer højt, og selvom vores nuværende musiklokaler er udmærkede, så er det både besværligt og irriterende, at vi, hver gang vi skal have koncert, skal slæbe vores instrumenter tværs over skolegården til gymnastiksalen, forklarede Jeanne Schou Andersen dengang om byggeplanerne.

Ud over scene og musiklokale havde skolen imidlertid også brug for nogle mere lavpraktiske forbedringer.

Blandt andet skal Højbo Friskole have ny kloak og varmeforsyning i forbindelse med ombygningen, og endelig var der behovet for nye badefaciliteter.

Med skolereformen blev idræt et fag, som eleverne kan komme op til afgangsprøve i.

– Det sætter nogle andre krav til undervisningen, hvor eleverne får en højere puls og komme til at svede mere, end de ellers har gjort. Derfor kan vi ikke længere klare os uden badefaciliteter, siger Jeanne Schou Andersen.