– Nej, for det sker jo aldrig for os …

Foto: Bjarne Robdrup

I det seneste par år har tanken jævnligt strejfet Trine Nystrup at tilmelde sig Team Rynkeby Vestsjælland (TR) på grund af udfordringen med cykelturen til Paris – og ikke mindst det gode formål: At samle penge til Børnecancerfonden.

29-årige Trine Nystrup, som fortæller sin historie i Nordvestnyt i dag, havde også en idé om, hvad hun ville skrive i den ansøgning, som obligatorisk skal tilfalde TR for at komme i betragtning til en af de 50 pladser, der er på holdet.

Men den ansøgning, som Trine Nystrup endte med at sende, kom til at se meget anderledes ud end det alment kendte billede af den smilende og stort set altid glade skolelærer fra Herredsåsen.

For i mellemtiden havde skæbnens ugunst sat dybe spor i Trine Nystrups og ægtefællen Mortens hverdag.

– Mellem alle de tårer, jeg har grædt i 2015, vil jeg huske den glædens dag, da jeg blev gift med Morten. Det var i maj. den bedste dag i mit liv, smiler Trine Nystrup.

Men i begyndelsen af august mistede Trine Nystrup pludselig sin papfar til kræften.

– Det gjorde ondt. Og da min bonusdatter, Andrea, der er den ældste af Mortens tre børn, kort tid efter fik besked om, at hun havde lymfekræft, brød korthuset sammen. Hvordan kunne skæbnen være så ond?

I den ansøgning, som Trine Nystrup senere sendte til Team Rynkeby, skrev hun:

»Fra at stå på sidelinjen og være tilskuer til, hvad Team Rynkeby står for, i et helt år, til pludselig at være medspiller, vendte op og ned på vores lille familie.

Vi havde kun lige afviklet bisættelsen for min papfar, da Andrea fik beskeden. Det skete blot en uge senere:

Jeres pige har lymfeknudekræft.«

– I den første fase fik vi at vide, at det var leukæmi. En anden læge fortalte så, at det var lymfeknudekræft.

Behandlingen var otte gange kemo og 17 gange stråling.

– Det giver sig selv, at ens liv forandres. At der pludselig er ting, der ikke prioriteres på samme måde. Man er kun fokuseret på at hjælpe og håbe og tro på, at det nok skal gå.

– Andrea er en fantastisk pige.

– Det her skulle vi klare sammen, og det er naturligvis af stor betydning at få at vide, at langt de fleste bliver helbredt, men også, at det er ganske usædvanligt, at en pige på 17 år rammes af denne type af kræft.

Trine Nystrup er, naturligvis, stadig følelsesmæssigt påvirket, når hun fortæller sin historie.

– Når du får beskeden, tænker du, at det her er løgn. Det kan ikke passe! Det sker jo aldrig for os, det er altid naboen.

Men nej. Langsomt, og på den hårde måde, går det op for dig, at det her kan ske for alle.

Det ligger ikke i Trine Nystrups karakter at give op.

– Det, der er sket, har motiveret mig endnu mere til at ville yde en ekstra indsats for at få bugt med denne ubarmhjertige sygdom, der har så mange ansigter – og slår ned så tilfældigt. Det er også med til at binde en familie med stærke relationer endnu tættere sammen, for vi blev hurtigt enige om, at denne kamp skulle vi kæmpe sammen. Det er vi blevet stærkere af.

Som Trine Nystrup skrev i sin ansøgning til Rynkeby:

»En sammenbragt familie, med dine, mine og vores, kræver koordinering og forståelse, men også, til tider, et kæmpe overskud.

Nogle af disse færdigheder ser jeg kun som mine store fordele.

Jeg ville elske at kunne bidrage til at gøre en forskel for dette fantastiske projekt og vil donere kampen til min fantastiske bonusdatter Andrea«.

Andrea har klaret »det nye liv« fantastisk, og vi er overbeviste om, at hun kommer igennem sygdomsforløbet med en raskmelding. Den venter vi på. Alle seks.

Jo hurtigere, jo bedre, siger Trine Nystrup, der hjemmetræner på sin cykel, mens sneen drysser sagte, og vinteren får lov at passere derude i haven på Hesselbjergvej.

Sammen med Morten har hun Otto og bonusbørnene Mikkel, Jonas – og Andrea.

Andrea, gymnasieelev i Kalundborg og 18 år i februar, har været gennem den sidste stråle-behandling, og udviklingen i sygdomsforløbet er meget positiv.

Det fik Morten Nystrup til at skrive følgende på sin face­book-side:

»Kære Andrea, så er vi snart i mål. Sidste behandlingsdag i dag (21. januar). 8000-10000 km har vi kørt frem og tilbage til sygehuse de sidste seks til syv måneder. Vi har grædt en masse tårer, råbt og skreget en masse til hinanden. Vi har været sindssygt bange alle sammen, angsten har skabt kriser i vores lille familie … om tre måneder får vi besked. Andrea, du er den sejeste, jeg kender, du har klaret det sindssygt flot. Jeg er mega stolt af dig …«.

– En endelig raskmelding ville være den bedste fødselsdagsgave, Andrea kunne få. Og vi andre med! siger Trine Nystrup.

Andrea er naturligvis vidende om denne artikel, men hun har ikke ønsket at medvirke.