Mange ville lære at falde

Der kunne absolut ikke være plads til flere i gymnastiksalen i Aktivitetscenteret i Munkesøen forleden, da Lone Westergren, Privat Genoptræning, bød indenfor til et kursus i, hvordan man falder på den rigtige måde.

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan man falder og basal viden om faldteknik kan være guld værd, når uheldet er ude.

Det var Lone Westergren selv, der i første omgang lod sig falde og rulle rundt på måtterne, som hun havde placeret midt på gulvet, mens de mange deltagere sad i ens tor rundkreds og så på.

Der var mange spørgsmål, og fortællinger om fald, som deltagerne selv havde været ude for.

Lone Westergren fortalte om, hvor dan balancetræning og almen træning af kroppen er vigtigt for at forebygge fald, og det viste hun med øvelser, som deltagerne kunne gå hjem og lave efterfølgende.

To af deltagerne indvilligede i at være prøvekaniner og de lod sig falde, for så at rejse sig igen ved hjælp af det naturlige bevægelsesmønster.

– Fald fører ofte til angst for yderligere fald, og det betyder i mange tilfælde, at man bevæger sig mindre. Det er en ond cirkel, for jo mere inaktiv man er, des større er tendensen til at falde, fortalte Lone Westergren.

Der var stor interesse for at deltage på et specielt balance/styrke hold, hvor en del af indholdet vil være faldteknikker. Det vil Lone Westergren arbejde videre op og når et hold oprettes, vil dette blive annonceret.

Efter selve kurset var der hyggeligt samvær, hjemmebagte tærter og kaffe og deltagerne fik snakket og hygget sig.

Lone Westergren holdt kursus i faldteknik.